Trever Talberts Boremetode

Trever Talberts boremetode beskriver en værkstedspraksis, der angiver, på hvilken maskine og i hvilken rækkefølge de tre huller i et briarkabinet — mundstykkefatningen, røgkanalen og tobakskammeret — bores. Ifølge egne oplysninger har Talbert lavet piber siden midten af 1990'erne; efter en periode på syv år ved Frankrigs vestkyst vendte han tilbage til USA. Den nedenstående ordning anses for at afspejle den praksis, der ifølge kilderne blev etableret i hans værksted i Bretagne. Mærkets generelle historie behandles i artiklen Talbert Pipes.

Hvorfor Drejebænk

Boring regnes for den mindst reversible fase i pibemageriet: når kanalen først har afveget fra sin akse, kan kabinettet som regel ikke reddes. Begrundelserne for at foretrække drejebænken frem for søjleboremaskinen samler sig omkring netop denne risiko. Spidsen, der føres frem af den bevægelige dok, bringer løbende information til mesterens hånd; det er sådan man fornemmer med fingrene snarere end med øjnene, om der er en revne inde i træet, eller om spidsen netop er brudt igennem til røgkanalen. De brede, flade spidser, der bruges til at åbne kammeret, har en tendens til at hoppe og gøre hullet ovalt på en søjleboremaskine, men de arbejder jævnt på en drejebænk; den lave vibration efterlader også en glat huloverflade. Til gengæld kræver drejebænken, at maskinen genopstilles for hvert kabinet: et tungt topartsspændebakke, smedet specielt til pibemageri, monteres på spindelakslen, og et borepatron sættes på den bevægelige dok. Maskinens generelle brug i værkstedet beskrives nærmere i artiklerne metaldrejebænk og boring på drejebænk.