Materialer til Piber

Fra omkring 1850 til 1920 blev figurbårne meerskumspiber udskåret i hånden ved værksteder, der strakte sig fra Wien til New York. Denne artikel behandler materialets muligheder, værkstedernes organisering og de eksemplarer, der blev vist på verdensudstillinger.

Dalbergia melanoxylon, der vokser i de tørre savanner i Øst- og Centralafrika og regnes for et af verdens tætteste træer; i pibefremstilling bruges det som materiale til mundstykker, skaftforlængere og pynteringe.

De træsorter, der er blevet til piber i perioder, hvor briar ikke kunne fås, hvorfor kirsebær har overlevet, og pladsen for grænsematerialer som morta.

Figurative merskumspiber, udskåret i Europa i det nittende århundrede, udgør en af samlerkulturens ældste grene. Denne artikel behandler antik merskums historie, karakteristiske træk og dateringskriterier.

Piber fremstillet af asbestfibre i sidste fjerdedel af 1800-tallet og markedsført for deres uknuselighed, delte i omkring en generation vitriner med briar og merskum, før de blev helt opgivet. Denne artikel sporer patenterne og producenterne.

Strukturen på et sandblæst pibehoved er ikke tilfældig. Hvordan årringene, årefibrene og fugleøjeområderne afspejler sig på overfladen, forklarer, hvorfor strukturen ikke er ens overalt.

Skaftordning, hvor der indsættes et bambuled mellem briar-hovedet og mundstykket: materialets letvægt og fugtabsorbering, dets oprindelse i Østen, dets indførelse i vestligt pibemageri og metoden til at forberede skaftet i værkstedet.

Leksikonartikel om de typer farvestoffer, der bruges til at farve briar-hovedet, rækkefølgen for påføring og kontrastbejdsningsmetoden.

R.D. Fields rejsebeskrivelse fra 1987 fortæller på førstehånd om skærefabrikken i Sassetta i Toscana; et sjældent tidsdokument om det mindst kendte led i briarhandelen.

Boring af røgkanalen i den vulkanitstang, der bruges til mundstykkefremstilling, på en drejebænk: centrering med et konisk bor, færdiggørelse af kanalen med et tyndt bor og varmestyring.

At de tre huller i pibekroppen — rygekanal, mundstykkeholder og tobakskammer — bores på en drejebænk i stedet for på en søjleboremaskine; opspændingsopsæt, boringsrækkefølge og forskellene mellem en bøjet og en lige pibe.

Et træ med enestående varmebestandighed, udvundet af rodknolden på den middelhavsegne træagtige lyng. Har siden det 19. århundrede været standardmaterialet i pibemageriet.

Hvordan briarblokke sorteres i Dr. Grabow-fabrikken i Sparta efter kriterier for fejl og maserstruktur, og hvilken klasse der går til hvilken modellinje og overfladebehandling.

Hundredvis af værksteder og fabrikker, der lavede piber af lyngrod, lukkede og efterlod kun nogle få bogstaver præget i skaftet. Denne artikel handler om, hvilke kilder man kan spore denne tabte industri gennem.

Foreslåede termer til at klassificere kalebasformede piber udskåret i briar: overliggende skål, nedsænket skål, klokke og lige hoved. Kriteriet er, i hvilken højde skålen sidder på hovedet i den kalebas-/merskumspibe, den efterligner.

Der findes ikke én enkelt opfinder, der forvandlede lyngroden til pibemateriale. Dette opslag opsummerer de rivaliserende svar på spørgsmålet om, hvem der skar den første briar-pibe, og de kilder, de bygger på.

Den tørrings- og renseproces, lyngrodsknoldene gennemgår fra de tages op af jorden, til de bliver til en forarbejdningsklar blok; luftmodning, ovntørring og oliemodning som metoder.

Det, der adskiller BriarWorks-værkstedet i Tennessee, er, at de bænke, der former piberne, ikke er købt udefra, men designet og fremstillet i selve værkstedet; grundlæggelseshistorien går tilbage til et opgivet fabriksprojekt i Kina.

Om tappen, der forbinder mundstykket til korpusset, i stedet for at blive drejet af mundstykkematerialet, fremstilles af og limes fast med en acetal-stang (Delrin): materialets egenskaber, målpasning og monteringsrækkefølge.

En praktisk guide, der samler kontrollen af majskolbepiben før første stopning, den korte tilvænningsperiode, diskussionen om kultlaget og pibens opførsel over for fugt.

Båndsaven, der reducerer briarblokken til en grov form: dens arbejdsprincip, forholdet mellem klingebredde og den radius, den kan dreje, samt dens plads i pibeværkstedet.

Båndslibere brugt til at forme krop og mundstykke i pibeværkstedet: bordmonterede kombinationsmaskiner, lange værkstedsbaserede båndopstillinger og valg af bånd.

Topartet pibe bestående af en krop af tørret flaskegræskar og et aftageligt merskumshoved. Kendt for sit usædvanligt kølige og tørre træk takket være det store luftkammer under hovedet.

Tre gamle hovedmaterialer, der er overskygget af briar og meerskum: catlinite, den røde pibesten fra Nordamerikas prærier, argillit fra Nordstillehavskysten, og terrakotta, der strækker sig fra Mesoamerika til det osmanniske çubuk-hoved.

Undervisningsprogrammet for pibemagerseminaret afholdt i forbindelse med pibemessen i Chicagoland; et enkeltdages kursus, hvor deltageren tilegner sig grundlæggende værkstedsfærdigheder ved at færdiggøre en forudboret briar-blok.

Pipemateriale fremstillet af roden fra træet Scutia buxifolia, der vokser i Río de la Plata-bassinet i Sydamerika, og som blotlægges, når flodlejerne trækker sig tilbage.

Den nuværende, spredte struktur på et marked, hvor fabriksmærker og enmandsværksteder, den lokale tobakshandler og online-forhandleren, messen og auktionshuset findes side om side.

Fred Hannas vurdering fra 2008 om, at periodens bedste sandblæste piber kom fra amerikanske uafhængige mestre; de nævnte værksteder og den tekniske skelnen, debatten bygger på.

Historien om og de afslørende tegn på en støbt kopipibe, der siden midten af 1990'erne gentagne gange er dukket op på auktioner og online markedspladser, bærer Gustav Fischers signatur, men er end ikke af meerskum.

Briarpiben, lavet fra begyndelse til ende af én enkelt mester, var for et halvt århundrede siden begrænset til nogle få europæiske byer. Ifølge en optælling fra 2025 findes der i dag håndværkere, der laver briarpiber, i toogtres lande.

Drejning på drejebænk af den tenon, der lader mundstykket sidde på skaftet; med hensyn til måltolerance, skæreværktøjets skarphed og monteringens tæthed regnes det for den fase af pibefremstilling, der tåler mindst fejl.

Højhastigheds roterende håndværktøj og mærke, der bruges i pibeværksteder til alt fra boring af mundstykkehul til gravering af signatur i finere arbejde.

Den figurative udskæring i pibesten fra Minnesota Historical Societys samling er et af de sjældne eksempler, hvor donationsbrevet og arkivregistreringerne modsiger hinanden; både udskæreren og fremstillingstidspunktet er omstridt.

En værkstedsmetode, hvor pibehovedet formes, før hullerne bores: mulighed for fri formgivning efter maserringen, men til gengæld den udfordring, håndboring giver med hensyn til opretning — og de løsninger, der er udviklet til dette.

Sådan bringes det borede briarhoved i den ønskede form på en roterende slibeskive: skivens opsætning, kornstørrelse og hastighedsrækkefølge, samt mesterens position i forhold til skiven.

Bringe briarklodsen fra rå form til en symmetrisk krop på en trædrejebænk; grundprincipperne for bænkens vægt, patrongreb, omdrejningsvalg og brug af stikkel.

De to blokformer, ébauchon og plateaux, der bruges i pibemageri af lyngrod, samt hvordan de kanaler, blokkene når værkstedet igennem, afgør, hvor sporbar træets historie er.

En kopifræsemaskine, der følger en metalskabelon og overfører den samme form til briarklodsen; seriefremstillede pibers grovform frembringes på denne maskine.

Det faktuelle grundlag for forskellen mellem gamle og nye generationer af Dunhill-piber: skiftet i briar-kilder i 1960'erne, sandblæsningens aftagende dybde og udviklingen af mundstykkeformerne.

To materialer, der blev afprøvet til pibemundstykker fra det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede: guttaperka, en naturlig termoplast udvundet fra sydøstasiatiske træer, og Redmanol, et syntetisk harpiks udviklet af et firma grundlagt i Chicago i 1913.

Kriterier for vurdering af en briar-pibes kvalitet: rodens alder og åring, tørremetode, hoved- og mundstykkearbejde, finish samt fejltolerance.

Anden del af en artikelserie fra 1985 i Pipe Smoker: om hvorvidt hovedet skæres i hånden eller på maskine, mundstykkearbejde, hærdning efter tilskæring og datidens tolerance for fejl.

Første del af 1985-artikelserien fra Pipe Smoker, viet til materialet: periodens kriterier for rodens alder, åring, knudetype, tørretid og geografisk oprindelse.

To materialer, der bygger på støbning i form frem for udskæring: gipsbaseret hydrostone blev brugt til merskumskopier og reparation, mens støbt harpiks blev både materialet til billige seriefremstillede kamre og til forfalskning på samlermarkedet.

Frugttræer, kirsebær og pære, som europæiske drejere greb til, før briar blev udbredt, danner stadig i dag hovedet på billige og lette piber.

Japans traditionelle tobakspibe: med et fingerbøl-lille metalkammer, et skaft af bambus eller metal, og den hårtynde snittede kizami-tobak var den den mest udbredte rygeanordning i Edo-perioden.

Stationær boremaskine, der bruges i pibeværkstedet til at bore kammer, røgkanal og tap-hul; omdrejningsregulering, bordhøjde og spindelslag er de vigtigste egenskaber, der gør den egnet til pibearbejde.

Sandblæsning er en afslibningsteknik, der er overført fra industrien til pibebordet. Maskintype, slibemateriale, briarens åring og hærdningsmåde bestemmer tilsammen resultatet.

Beskriver, hvordan briarblokken hviler efter skæring, og hvordan den groft formede kam gennemgår yderligere tørrings- og kogeprocesser samt kammerforing i værkstedsmålestok.

Combretum imberbe, det sydafrikanske savannetræ med usædvanlig lang levetid; med sit tunge træ, der synker i vand, er det et sjældent alternativ, der i pibemageri mest nævnes til supplerende dele som skaftforlængelser og pyntringe.

Citrontræ, meget sjældent brugt i piberygefremstilling; kendt for de "LIMONE"-stemplede piber fra den sardinske mester Tommaso Spanu. Kendetegnet ved sin lysegule farve og sin briar-lignende varmeegenskab.

Den type pibe, der blev fremstillet i form af hvid pibeler fra tobakkens indførelse i Europa til slutningen af 1800-tallet, hvor den var kontinentets mest udbredte pibe, samt håndværkstraditionen, der voksede frem omkring den.

Lerpibens tre århundreder lange forløb fra dens fødsel i England i slutningen af det 16. århundrede til dens tilbagegang i det 20. århundrede: forbud, skatter, produktionstoppe og moden for udsmykkede piber.

En pibetype drejet af tørret majskolbe, kendt for sin lethed og tørre træk. Serieproduktionen har fortsat i Missouri siden 1869.

En kort fiktionstekst af David Gerstel til Pipedia, der fortæller om en merskumsblok, der rejser fra minen ved Eskişehir til en italiensk skærers værkbænk. Det er ikke en dokumentarisk historieskrivning, men en litterær fortælling bygget op omkring materialet.

Overordnet artikel, der på fælles kriterier sammenligner de vigtigste materialer, som anvendes i pibens kammer — briar, merskum, ler, majskolbe, morta, kalebas og porcelæn.

En hvid, porøs sten bestående af mineralet sepiolit, som er unik for jorden omkring Eskişehir. Med sin kølige røg, sin bearbejdelighed og den gyldne patina, den får med tiden, er den pibekunstens juvel.

Merskum var i det 19. århundrede ikke blot et hovedmateriale, men også emne for vejledninger, digte, fortællinger og stilleben. Denne artikel giver et samlet overblik over de trykte tekster, der er tilegnet materialet, og årsagerne til denne interesse.

Drejebænkens plads i pibeværkstedet, hvor skæreværktøjet ikke føres i hånden, men på en slæde: forskellen fra træ-drejebænken, bænkens mål, og de opgaver den varetager fra drejning af hoved-skaftgevind til boring af kammeret.

En sammenlignende guide til form-, størrelses- og strukturforskellene mellem de vigtigste modeller i Missouri Meerschaums serie af majskolbepiber.

Morta er halvforstenet egetræ, der har ligget begravet i moser eller flodsedimenter i iltfrit miljø i tusindvis af år; et pibekammermateriale kendt for sin neutralitet i smagen og sin modstandsdygtighed over for udbrænding.

Introducerer nutidige materialer som ebonit (vulkanit), akryl og Cumberland samt historiske materialer som rav og horn, som anvendes i pibens mundstykke, herunder oxideringsproblemet og de vigtigste mundstykkeformer.

Tynde pyntestykker, der limes fast på den ende af mundstykket, som møder skaftet: materialevalg, styringssystem for tap, sammenføjning med epoxy og efterbehandling på drejebænk.

Kilden til den udbredte påstand i pibeverdenen om 'den hundredårige briar', hvordan producenterne bruger udtrykket, og mester Rainer Barbis indvending mod den.

Piber lavet af træet fra middelhavsoliventræet (Olea europaea); kendt for sit bølgede åremønster, høje densitet og en anden varmeopførsel end briar.

Lovat, Prince, Oom Paul, Canadian: hvor kommer briar-pibens formnavne fra, hvilke beskriver reelt formen, og hvorfor gik industrien på et tidspunkt over fra navn til nummer?

De tre hovedtyper af overfladebehandling på briarpiber — glat (smooth), sandblæst (sandblast) og rustik — præsenteres med deres teknikker, historie og praktiske forskelle.

Historien om og virkemåden bag aktivt kul- og balsafiltre samt strukturelle løsninger som Peterson System og Falcon, der har til formål at reducere fugt og tjære i piberøgen.

Værkstedshåndværket, hvor alle faser af en pibe udføres af én person: blok- og mundstykkemateriale, korpussets indvendige mål, tenonløsninger og opstart med et færdigt pibekit.

Vejen fra halvt forstenet eg, hentet op fra en mose, til pibe: håndudgravning om efteråret, årelang tørring, høj svind og en overfladebehandling, der ikke accepterer bejdse.

Der kan udskæres pibekamre af kirsebær, æble, oliven, valnød, ahorn, tjørn og mange andre hårdttræsarter; denne artikel samler op på, hvordan ikke-briar-arter opfører sig med hensyn til vægt, bearbejdelighed og varmebestandighed.

Merskum blev gennem 1800-tallet betragtet som 'pibernes dronning'. Denne artikel behandler grundlaget for titlen, stiftelsesmytens holdbarhed over for arkivkilder, afslutningen på glansperioden og historien om antik samlermani.

Et essay om amatørpiberfremstilling, signeret Robert Everett. Handler om, hvordan en entusiast uden industrielt værktøj kan fremstille en pibe af en briar-blok med grundlæggende håndværktøj.

Glasagtig keramik, fremstillet af kaolin, feldspat og kvarts brændt ved høj temperatur; brugt til pibekamre i Centraleuropa fra 1700-tallet frem til Første Verdenskrig.

En pibetype, der opstod i det 18. århundrede i tyske og franske porcelænsfabrikker, betragtet som en udstillingsgenstand på grund af sit malede hoved, og hvis rygekvalitet har været omdiskuteret siden det 19. århundrede på grund af dens uporøsitet.

En novelleforfatter og udgiver, der skriver under et pseudonym kendt i pibemiljøet; forfatteren bag Black Hart-fortællingerne, som udspringer af det private tidsskrift Agricultural and Mechanical Gazette, han begyndte at udgive i 1988.

I dybt sandblæste piber kritiseres det ofte, at hovedet ikke bliver helt cirkelrundt, og at skaftet bliver tyndere end mundstykket. Begge dele følger af selve processens natur og afhænger af de valg, producenten træffer på forhånd.

En metode til at skabe en ru, fordybet struktur på pibens hoved og ofte skaft med håndværktøj; den klassiske måde at udnytte briar med fejl på og give piben et andet greb.

Overfladebehandlingsmetode, hvor trykluftdrevet slibemiddel skraber briarens bløde struktur væk og fremhæver den hårde åring; dens historie, værkstedsudstyr og anvendelsesprincipper.

Sandblæsning er en overfladebehandling, der er vandret fra industrien til pibemageriet. Maskinopsætning, slibemiddeltype, træets struktur og hærdning kombineres og bestemmer resultatet.

Hvordan man daterer Dunhills sandblæste Shell Briar- og Tanshell-piber ved hjælp af de engelske, amerikanske og canadiske patentnumre, der findes på dem.

Fasen i pibefremstilling, der følger efter den grove formgivning, hvor kabinettet og mundstykket gøres glatte med gradvist finere sandpapir; den optager størstedelen af tiden i værkstedet.

Processen hvor pibens mundstykke går fra rå stang til færdig del: udboring af tap, grov formgivning og den afsluttende håndfilning.

Produktionstrinnene for en briarpibe fra råmateriale til færdigt produkt: klodsforberedelse, boring, formgivning, mundstykkearbejde og finish. Både fabriks- og håndværkstraditioner behandles.

Tagua, den hårde kerne fra elfenbenspalmen, der vokser i Sydamerika, bruges på grund af sin elfenbenslignende struktur til pibeskafter og enkelte steder til kammerfremstilling.

1800-tallets mest synlige merskumspibeproducent i New York. Fra et drejerværksted til en syv-etagers fabrik, reklamesproget bygget på udstillingspriser, og opløsningen inden århundredet var omme.

Pibemester Trever Talberts foretrukne brug af drejebænk frem for søjleboremaskine ved boring af briarkabinettet, den borerækkefølge han følger, og den boremaskine fra Saint-Claude, der findes i hans værksted.

Den amerikanske mester Trever Talberts syn på pibedesign: en fleksibel metode, hvor man vælger blandt opsamlede skitser på blokken i stedet for stive, på forhånd tegnede planer.

Mellemtrinnet, hvor det borede briar-hoved (stummel) får sin endelige profil: Hvordan finformningen med slibeskive, udskæringsværktøj og håndfile var tilrettelagt i Trever Talberts værksted.

Sammendrag af den rækkefølge af slibning, lagvis farvning, carnaubapolering og stempling, som den amerikanske pibemester Trever Talbert anvender i sit eget værksted.

Den amerikanske pibemester Trever Talberts arbejdsordning, der bygger på at forme kubben med båndsav og grov slibeskive, før hullerne bores.

Trædrejebænken regnes for pibeværkstedets første store maskine: brug til boring, drejning, slibning og polering af kroppen, samt de patroner, stål og bor, der kræves.

Siden briar kom ind i pibefremstillingen, er snesevis af trætyper blevet afprøvet for at tage dens plads; fagpressens lister, tolddiskussioner og statslige rapporter dokumenterer, hvorfor denne søgen forblev resultatløs.

En pibefremstillingsartikel om hvordan den flade luftsprække i spidsen af mundstykket skæres ud, hvilke værktøjer der bruges til at forme den, og hvilken virkning den har på trækket.

Åringsmønsteret, der opstår fra de vandledende kapillærkanaler i lyngroden: hvordan det dannes, de vigtigste mønstre som lige åring og fugleøje, samt dets betydning i vurderingen af piber.