Christian Wolfsteiner (Tarock Briar)

Christian Wolfsteiner var en pibemester, der arbejdede i den tyske by Ingolstadt og signerede sine piber med stemplet Tarock Briar. Wolfsteiner, født i 1961, begyndte sent med håndværket og udelukkende af egen interesse, og han forsøgte aldrig at udvide sin produktion. Hans navn forbindes ikke med seriefremstilling, men med usædvanlige former, hvoraf der højst kom nogle få dusin om året.

Vejen til Værkstedet

Ifølge egne udtalelser begyndte Wolfsteiner at eksperimentere i vinteren 1997-1998, da han fik fat i en enkelt briarblok med forborede huller; denne enkeltstående indskydelse blev til en varig beskæftigelse. I 2001 etablerede han et lille værksted og fremstillede sine piber der. Produktionen fulgte aldrig en fast tidsplan; mesterens egen angivelse af intervallet varierer mellem nul og fyrre piber om året. Denne udsving anses for en direkte følge af, at han drev arbejdet som en håndværksmæssig hobby.

Fremstillingsmetode og Materialer

Hovedmaterialet er briar; det vides, at mesteren lavede et lille antal piber af olivenved, og at han i trestykkedesign brugte forskellige træsorter til skaftet. Mundstykker blev bearbejdet af akryl, ebonit eller en syntetisk blanding, der kombinerer egenskaberne fra disse to materialer; størstedelen af hans piber er uden filter. For mundstykkematerialets betydning for pibens karakter kan der henvises til artiklen om mundstykkematerialer.

Formgivningen i værkstedet bygger næsten udelukkende på håndværktøj. De vigtigste redskaber, der giver formen efter blokken er skåret, er forskellige file og roterende håndværktøj; mesteren har angivet, at han ikke brugte slibeskive eller båndsliber. Dette valg anses for at give overfladerne en struktur, der er fjernt fra maskinel jævnhed og trukket i hånden.

Formsproget bygger mindre på klassiske skabeloner end på mesterens egen søgen efter linjer. De piber, der opstod, er designs, der bryder med de traditionelle mål og navngives hver for sig; på denne måde vurderes hans arbejder inden for den tyske gren af freehand-traditionen. Overfladearbejdet, især eksperimenterne med rustikering og delvis sandblæsning, regnes for særligt kendetegnende blandt samlere.