Sasieni: Sekundære Mærker og Datering

Sasienis sekundære mærker er de sekundære pibelinjer, som firmaet Sasieni i London solgte under separate navne, under sin topserie Four Dot. Disse piber bærer intet mærke, der direkte angiver produktionsåret; dateringen bygger på en samlet læsning af distributørnavnet, der optræder i kataloger og annoncer, skaftstemplets opsætning, formnummeret og finishnavnet. For firmaets generelle historie kan man se artiklen Sasieni.

Linjernes Tilblivelse

Grundlaget for Sasienis grundlæggelse var et patent på ovnmodning af kamre af lyngrod (briar); patentansøgningen blev indgivet 6. januar 1919, og teksten blev offentliggjort i marts samme år. Denne mekanisme, der beskrev, hvordan kamre monteret på drejende paneler i en opvarmet kabine med jævne mellemrum blev taget ud, og fugten på overfladen tørret af, reducerede den naturlige tørreproces fra år til uger. I grundlæggerens amerikanske patent fra 1924 angives adressen som London-bydelen Stoke Newington; de patenter, der tages i samme periode, omhandler en forlængelse, der holder på fugten mellem mundstykke og kammer. Dette tidlige sæt patenter regnes som den egentlige faktor, der gjorde det muligt for ham at forlade Dunhill-fabrikken og gå over til produktion under eget navn.

Udvælgelseskriteriet var strengt; da korpusser, der ikke var værdige til Four Dot-stemplet, men som kun havde overfladefejl, hobede sig op, blev der åbnet separate linjer til at afsætte dem. I den amerikanske distributør London House's lister fra 1935-1937 er otte navne opregnet: His Royal Highness, Royal Stuart, Friar, Mayfair, Henley Club, Pickwick (senere Mr. Pickwick), Berkeley Club og Old England. Til en del af listerne fra 1936 og 1937 tilføjes den kortlivede linje London House; i et katalog fra omkring 1939 er der kun seks navne tilbage. At hver linje har sin egen placering på listen, viser, at disse ikke var én samlet bunke af "andenklasses" varer, men adskilte kvalitetstrin. En del af navnene blev desuden registreret separat i USA: Englandaire og Mayfair i 1931, Friar i 1934, og den sandblæste Windsor i 1951.