Pibefiltre og -Systemer

Pibefiltre og -systemer er fællesbetegnelsen for løsninger, der har til formål at reducere den fugt og tjære, der dannes under rygning, fra at nå munden. Der har udviklet sig tre hovedtilgange: absorberende filtre, der sættes i hulrummet mellem skaft og mundstykke (aktivt kul, balsa, papir), metalapparater, der kondenserer fugten i røgen (stinger), og "system"-piber, der bærer reservoirer, hvor fugten samler sig, i selve korpus.

Alle har det fælles mål at give en tørrere og køligere rygeoplevelse og dermed reducere risikoen for tungebid (tongue bite). Brugen af filter er i vid udstrækning en regional tradition: 9 mm filter regnes for de facto-standard i Tyskland og Centraleuropa, mens filterløs rygning dominerer i den engelsk-amerikanske verden.

Absorberende Filtre: Aktivt Kul og Balsa

Historien om det moderne pibefilter begynder med det tyske firma Vauen. Mærket "Dr. Perl", der bygger på den Berlin-baserede kemiker Jacques Perls arbejde med røgfiltrering, blev registreret i 1921; det første produkt var et papirfilter i 6 og 9 mm længde. Dr. Perl junior, der kom på markedet i 1934, var verdens første pibefilter med aktivt kul, og Vauen holdt patentet på denne opfindelse i omkring tyve år. Nyskabelsen førte med tiden til, at størstedelen af tyske og østrigske piber blev boret med et 9 mm filterkammer. Savinelli, der har valgt en anden vej, bruger derimod stænger skåret af porøst balsatræ; balsaen virker ved at absorbere fugt og regnes for smagsmæssigt neutral.

En pibe med filterkammer kan også ryges uden filter; men da det tomme kammer kan øge kondensen, er brugen af en adapter (reduktor) i så fald udbredt.