Pibekammerets Mål

Pibekammerets mål er et emne, der tales om ud fra diameteren, dybden og det volumen, disse to størrelser tilsammen definerer, af det indre hulrum, hvor tobakken brænder. Fordi det bestemmer mængden af tobak i en påfyldning, forbindes det også med rygetidens længde og kammerets tendens til at varme op.

Der findes til gengæld ingen bindende målestandard i pibeproduktionen: de millimeterværdier, man ser i katalogerne, hører hver til sit eget mærkes egen skala. At målet i sig selv er blevet et selvstændigt diskussionsemne, er også nyt; emnet er hovedsageligt vokset frem i internetfora.

Målet, Arkæologien Har Efterladt

Det område, hvor kammermålet er bedst dokumenteret, er lerpibe-arkæologi. De tidlige eksemplarers kamre er små; denne lidenhed forklares med, at tobak var dyrt. Efterhånden som tobakken blev billigere, blev kamrene større, og denne tendens er blevet brugt som holdepunkt ved datering af fund. I samme periode gik skaftehullets diameter i den modsatte retning: målet på 9/64 tomme (cirka 3,6 mm) i begyndelsen af det 17. århundrede faldt til 4/64 tomme (cirka 1,6 mm) ved slutningen af det 18. århundrede. D. B. Whitehouses undersøgelse fra 1966 af skaftehulsdiametre på Bristol-piber fra 1620-1850 er blandt de kendte eksempler på denne litteratur. I den japanske kiseru er kammeret kendt for at være så lille, at det kun kan rumme en knivspids af den finthakkede kizami-tobak. I den periode, hvor briar blev udbredt, var kammermålet i lang tid ikke et selvstændigt undersøgelsesemne.