Lerpibe

Lerpiben er en pibetype, der fremstilles i form af hvid, brændt pibeler, og hvor kammer og skaft udgør ét stykke. Fra slutningen af 1500-tallet, da tobakken kom til Europa, og indtil slutningen af 1800-tallet, hvor billige cigaretter blev udbredt, forblev den næsten kontinentets universelle pibe. Denne billige "folkepibe", der blev røget overalt fra kroen til hjemmets arne, var i omkring tre århundreder uden konkurrence blandt kammermaterialer til piber.

Fremstilling og Rygeegenskaber

I den traditionelle produktion blev den hvide, brændingsegnede pibeler, der blev hentet fra England eller fra egnene omkring Köln, Liège og Rouen, håndrullet til en snor, røgkanalen blev åbnet med en tynd jerntråd, korpusset blev presset i en indfedtet metalform, og kammeret blev formet med en konisk stempel. Piberne blev afgratet og stemplet og derefter brændt ved temperaturer op til 1050 °C. De stempler, mestrene satte i hælen, samt de relieffer i kammeret, der var almindelige mellem 1725 og 1825, fungerede som produktets signatur.

Lerens største fortrin ved rygning er dens neutralitet: materialet tilfører ikke tobakken nogen smag og holder ikke på hayalet aroma (spøgelsesaroma); derfor bruger tobaksblandere stadig den dag i dag lerpiber til smagsprøver. Kammeret er også i praksis modstandsdygtigt over for gennembrænding; tilsmudsede piber kunne renses ved at blive brændt om i ovnen, og kroer sørgede endda for hygiejne ved at brænde deres fælles piber af på jernriste. Til gengæld bliver korpusset meget varmt (derfor holdes en lerpibe ikke om kammeret, men om skaftet), rygningen er tør og varm, og piben er yderst skør. Det er derfor, man finder millioner af knækkede lerpibestykker i de europæiske byers opfyldte jorde og flodlejer.