Pibesamling: Nysgerrighed Eller Erhverv?

Pibesamling er praksissen med at samle piber ikke som enkeltstående rygeredskaber, men som en serie der får mening i sammenhæng. Herfra opstår det spørgsmål, miljøet længe har diskuteret: forbliver dette en fritidsbeskæftigelse (avocation), eller udvikler det sig med tiden til et egentligt erhverv (vocation)? Grænsen er ikke skarp; en del af samlerne er med årene blevet forskere, katalogisatorer eller forfattere.

Historiens Samlere

Braggs samling, indsamlet fra hele verden, omtales i kilderne som over 7.000 piber samt omkring 13.000 genstande i alt, inklusive snustobaksdåser og tobaksredskaber. Hans bibliografi over værker skrevet om tobak, Bibliotheca Nicotiana, udkom første gang i 1874 og i en udvidet udgave i 1880, og regnes blandt de tidligste emnebibliografier på engelsk. Samlingen blev spredt ved auktion i 1882; en del af de etnografiske piber gik samme år via købmanden William Wareham over i British Museums Christy-samling. Braggs pibetegninger bærer også spor af denne spredning. En detalje, der ofte forveksles, er, at det Cervantes-bibliotek, Bragge donerede til Birmingham Free Library i 1873, var en separat samling, og at det var denne donation, der blev beskadiget ved branden i 1879.

I det tyvende århundrede blev samling emnefokuseret. Dunhill-mærkets grundlægger Alfred Dunhill (1872-1959) samlede pibens historie i bogen The Pipe Book, udgivet i 1924; bogen har siden næsten aldrig været udsolgt. Forfatteren Lafcadio Hearn (1850-1904), der slog sig ned i Japan i 1890 og blev japansk statsborger i 1896, siges ud over bøger også at have samlet japanske piber. I denne pibe, kaldet kiseru, forenes et metalhoved med et mundstykke via et skaft af bambus; typiske eksemplarer er 15-25 centimeter lange og blev i Edo-perioden båret i etuier kaldet kiseruzutsu.