Merskum (Lüle Taşı)

Lüle taşı (merskum) er pibeverdenens stærkeste bånd til Tyrkiet. Dette mineral, hvis videnskabelige navn er sepiolit, har i århundreder været et af de mest værdifulde materialer inden for pibefremstilling på grund af sin lette, bløde og porøse struktur. Det internationale navn, af tysk oprindelse, Meerschaum, betyder "havskum" — en henvisning til stenens hvidhed og letheden.

Sammenligningen er ikke uden grundlag: med en massefylde meget tæt på vands, og som i tørre blokke endda kan komme under den, er lüle-stenen en af de få mineraler, der kan flyde i vand. Navnet "sepiolit" blev givet af den tyske mineralog E. F. Glocker i det 19. århundrede; navnet, der stammer fra det græske sepia, henviser til stenens lighed med blæksprutteknoglen.

Eskişehirs Hvide Guld

Mineralet sepiolit findes mange steder i verden, fra Grækenland til Spanien, fra Marokko til USA; men de kommercielt udnyttede forekomster af blok-lüle-sten, der egner sig til pibefremstilling, findes reelt kun i området omkring Eskişehir. Denne enestående status har også givet stenen navne som "Eskişehir-sten", "hvidt guld" og "aktaş". Minerne er samlet på et smalt område nær byen; stenen udvindes stadig i vid udstrækning med traditionel skakt-galleri-metode og enkle redskaber, fra skakter, der går fra nogle titalls meter til dybder på over 300 meter. Stenen, der har en hårdhed på omkring 2 på Mohs-skalaen, er blød som sæbe, når den kommer fugtig op fra forekomsten; mestrene skærer piber med usædvanlig detaljerigdom — fra sultanbuster til drageskikkelser — mens stenen stadig har denne friskhed. Stenen bliver lettere og hårdere, efterhånden som den tørrer, og bliver et stærkt absorberende materiale over for væsker og gasser. Eskişehirs lüle-sten-udskæring, der er blevet overleveret fra generation til generation, regnes i dag blandt Tyrkiets levende kulturarvselementer.

På markedet skelnes der mellem to typer: blok-lüle-sten, som er en naturlig, massiv knold, og presset lüle-sten, som fremstilles ved at presse spåner og smuld sammen med et bindemiddel. Store, revnefrie, hvide og homogene blokke er de mest værdifulde; den pressede sten anses derimod for andenklasses, da den i høj grad mister sin porøsitet og udskærbarhed.