Dunhill-mundstykker: Tegn på Ægthed og Deres Begrænsninger

Dunhill-mundstykker behandles i mærkets historie ikke som en del, der er uafhængig af hovedet, men som den ene halvdel af en helhed, der formes sammen med piben. Denne fremstillingsvane har gjort mundstykket til den mest omdiskuterede detalje i Dunhill-samlerkredse: for de fleste ældre eksemplarer kan man ikke med sikkerhed sige, om det mundstykke, der sidder på en pibe, forlod fabrikken sammen med netop det hoved.

Håndskæring og Læbeformer

I den tidlige periode blev størstedelen af piberne solgt med skrue- eller militærmuffe (military mount), hvor hoved og mundstykke blev fremstillet hver for sig og samlet til sidst. Hos Dunhill blev mundstykket med muffe derimod monteret på det groft tilskårne hoved allerede fra begyndelsen og gennemgik slibnings- og poleringstrinnene sammen med hovedet. Mundstykkerne blev ikke støbt i form, men skåret i hånden af ebonit- (vulkanit-) stang eller -plade, og muffeenden blev individuelt tyndet, så den passede til skaftet.

Læbeformen ændrede sig over tid. De tidlige eksemplarers tykke læbe blev tyndere og bredere i 1920'erne, og i 1930'erne kom fiskehale- (fishtail-) formen til. Da maskinskæring blev afprøvet i 1976 på grund af arbejdsomkostningerne, blev læben igen tykkere; efter klager vendte man tilbage til håndarbejde. Den detaljerede gennemgang af denne udvikling findes i artiklen Gammel Dunhill og ny Dunhill.