Pibemateriale og -Konstruktion (Materials And Construction)

Pibemateriale og -konstruktion (materials and construction) er en paraplyoverskrift, der samlet behandler de to variabler, der bestemmer både en pibes udseende og dens trækadfærd. Hvilket materiale hovedet er lavet af, betyder lige så meget for resultatet som den måde, gennemgangen er konstrueret på: den vej røgkanalen følger, om der er et luftrum under kammeret, og hvordan mundstykket sidder på skaftet.

Delenes navne og placering findes i artiklen pibens anatomi, og en kriterie-for-kriterie sammenligning af materialerne findes i artiklen materialer til pibehoveder.

Rammen for De Naturlige Materialer

Det moderne pibes standardmateriale er bruyère, altså rodknolden fra lyngtræet (Erica arborea), der vokser omkring Middelhavet; dets modstandsdygtighed over for ild og evne til at absorbere fugten, der frigives under rygning, har givet det denne position. Indtil bruyæren blev udbredt i anden halvdel af 1800-tallet, var brændt ler Europas dominerende materiale. Fra 1500-tallet, hvor tobakken kom til kontinentet, havde lerpiben alle samfundslag i hånden; pibemagerne i Westminster var i 1619 talrige nok til at blive et laug ved kongeligt patent. Blandt de mineralske materialer indtager merskum førstepladsen: navnet, der på tysk betyder "havskum", betegner denne bløde sepiolit, hvis vigtigste forekomster findes omkring Eskişehir og sekundært i Somalias El Buur-område. Da den porøse struktur trækker fugt og tjære ind i sig, skifter overfladen farve, i takt med at piben bruges, fra gul til ravtoner, opefter fra bunden.

Sjældnere materialer findes for enden af listen: eg, der er blevet mørkt efter tusinder af år i mose (morta), pibesten skåret ud af Nordamerikas røde argillit, samt brændt porcelæn. I kalabas-piben er selve hovedet lavet af en flaskegræskar, mens den del, der er i kontakt med ilden, ofte er et separat stykke af merskum eller porcelæn. Fabrikken, der gjorde majskolbepiben til et billigt og masseproducerbart produkt, blev grundlagt i 1869 i Washington, Missouri; den hollandske indvandrer og tømrer Henry Tibbe patenterede i 1878 metoden til at fylde kolbens porer udefra med en gipslignende blanding for at øge dens holdbarhed. Virksomheden fik navnet Missouri Meerschaum i 1907.