Saint-Claude

Saint-Claude er en by i Jura i det østlige Frankrig, i regionen Bourgogne-Franche-Comté, der fra midten af det 19. til midten af det 20. århundrede regnedes for verdenshovedstaden for håndlavede træpiber. Selvom det i pibelitteraturen ofte omtales som et mærkenavn, er Saint-Claude i virkeligheden et stednavn: byens stempel er sporet efter en samlet industri, som ikke et enkelt firma, men snesevis af sammenknyttede værksteder producerede i fællesskab.

Fra Pilgrimsrute til Drejerhåndværk

Byens navn stammer ifølge kilderne fra abbeden Claudius, der levede i det 7. århundrede; den pilgrimstrafik, der opstod omkring hans grav, ændrede med tiden også navnet på bosættelsen, der tidligere hed Saint-Oyand. Værksteder, der fremstillede kors, statuetter og rosenkranse til salg til pilgrimme, forvandlede gennem århundreder regionen til et center for trædrejning. Fra 1700-tallet begyndte man at producere og sælge snusdåser, buksbompiber og mundstykker af ben, horn og rav til Schweiz, Tyskland og Østrig. Denne baggrund er vigtig: Byen havde allerede etableret den mesterstab og værkstedsstruktur, der skulle bearbejde det nye materiale, længe før pibeindustrien blev født.

Byens firmaer lavede piber, allerede før briar kom til: Det er dokumenteret, at Jeantet i 1807 producerede tyske porcelænspiber af lokalt træ og horn, Ulm-formede træpiber og merskumsstykker. Ifølge lokale optegnelser var der i 1841 tre pibefirmaer i byen, der beskæftigede omkring tyve arbejdere. Der angives generelt 1854 eller 1856 som året, hvor merskumsroden (briar) blev anvendt til piber; hvem der fremstillede den første pibe, er derimod omstridt. Den transformation, det nye materiale medførte, behandles i detaljer i artiklen om Briar-revolutionen og Saint-Claude.