Den Globale Udbredelse af Briar-pibemagere

Den globale udbredelse af briar-pibemagere beskriver, hvordan antallet af lande, der producerer lyngrods- (briar) piber fremstillet af én person fra start til slut, er blevet mangedoblet siden midten af 1900-tallet. Engang var dette arbejde begrænset til nogle få centre i Frankrig, England, Italien og Danmark; i dag arbejder små værksteder med et par personer på de fleste kontinenter. Grænserne for betegnelsen "artisan", der bruges om denne del af miljøet, er stadig omdiskuterede.

Termens og Bevægelsens Oprindelse

Det anerkendes, at vanen med at adskille den pibe, mesteren selv har formet med sine hænder, fra fabriksproduktion, slog rod i Danmark efter Anden Verdenskrig. Som pioner for denne adskillelse fremhæves den svenskfødte, i København bosatte Sixten Ivarsson (1910-2001); nogle fortællinger knytter direkte bevægelsens begyndelse til hans arbejde i 1960'erne. Søgningen efter former uden for de klassiske engelske skabeloner er knyttet til hans navn og har dannet standarden for den efterfølgende generation af danske pibemagere. Det berettes, at blandt dem, han oplærte, var Jess Chonowitsch, hans søn Lars Ivarsson og den japanske pibemager Kazuhiro Fukuda. Den tankegang, der formede sig omkring Ivarsson, kaldes i dag Den Danske Skole.

Et lignende brud skete i Italien i samme periode: Carlo Scotti startede mærket Castello med det værksted, han grundlagde i Cantù i provinsen Como i 1947, og genfortolkede de klassiske former på sin egen måde. Selve ordet fik derimod først denne betydning meget senere: i de vigtigste pibebøger fra 1980'erne til begyndelsen af 2000'erne findes "artisan" ikke i sin nuværende betydning. Ordets nutidige brug dateres til samme periode som internettets udbredelse, altså de sidste femten til tyve år. For en detaljeret sondring, se artiklen om artisan-pibe og fabrikspibe.