Briar-opdagelsen: Debatten om Den Første Briar-pibe

Briaropdagelsen er et af pibehistoriens mest omdiskuterede spørgsmål. At lyngroden (briar) blev taget i brug som pibemateriale midt i det 19. århundrede, er sikkert; hvem der først, hvor og i hvilket år afprøvede den, er det ikke. Der findes hverken et registreringsdokument eller et patent tilbage. Alle kendte påstande blev nedskrevet årtier efter begivenheden, og de fleste også fra anden hånd; derfor bør nedenstående afsnit læses som konkurrerende grupper af fortællinger og ikke som fastslåede kendsgerninger.

Korsika-overleveringen

Den mest udbredte fortælling bygger på Alfred Dunhills pibehistoriebog The Pipe Book, udgivet i 1924. Ifølge denne knækker en fransk pibemager på vej til øen, hvor Napoleon blev født, sin merskumspibe, og får en lokal bonde til at lave en ny af lyngrod; på hjemvejen tager han også prøver af materialet med sig. Dunhills søn, Alfred Henry Dunhill, videreførte den samme linje i sin bog fra 1954; i 1962 gentog den amerikanske producent Carl B. Weber fortællingen i forenklet form i sin egen pibehåndbog. Der er endnu ikke fremvist noget dokument, som overleveringen bygger på, og der angives kun et tidsrum som "begyndelsen af 1850'erne". At alle tre bøger nåede et bredt publikum, har gjort fortællingen til den mest kendte form, uafhængigt af dens dokumentariske værdi.