Çubuk (Chibouk)

Çubuk (i vestlige sprog chibouk eller tchibouque) er den osmanniske verdens traditionelle pibe med lang stilk, som kunne blive over en meter og op til halvanden meter lang. Navnets oprindelse er omstridt: nogle kilder knytter ordet til det persiske çûbek (lille kæp), mens andre etymologiske ordbøger fører det tilbage til det gammeltyrkiske çıbık (tynd gren); under alle omstændigheder er ordet overgået fra tyrkisk til de balkanske og vestlige sprog.

Çubuk, der blev udbredt i det 17. århundrede efter tobakkens ankomst til de osmanniske landområder, var i mere end to århundreder en del af hverdagslivet i et vidtstrakt område fra Balkan til Iran. Denne artikel behandler çubuk'en som genstand; de omkringliggende traditioner for beværtning og gæstfrihed beskrives i artiklen Çubuk-kulturen i det osmanniske rige.

Opbygning og Dele

I modsætning til moderne piber, der er udskåret af én samlet korpus, består çubuk'en af tre separate dele, der samles:

• Lüle: Det brændte lerhoved, hvor tobakken lægges. Det sættes fast for enden af stilken og kan udskiftes for sig, når det er slidt op eller går i stykker.
• Sap (stilk): Den lange korpus, der giver piben dens navn, lavet af jasmin-, kirsebær- eller rosentræ. Røgen afkøles, mens den passerer gennem denne lange kanal.
• İmame: Mundstykket, der møder læberne; oftest lavet af rav.

Denne treenighed regnes for det osmanniske sidestykke til nutidens opbygning med hoved-hals-mundstykke i pibens anatomi; det er çubuk'en, der er kilden til, at ordene "lüle" og "imame" stadig lever videre i det tyrkiske pibeterminologi i dag. I fine eksemplarer vides det, at ravmundstykket blev udsmykket med ædelstene, og at stilken blev viklet med sølvtråde; çubuk'ens længde og udsmykning blev regnet som et tegn på ejerens sociale status.