Çubuk-kulturen i Det Osmanniske Rige

Çubuk-kulturen i Det Osmanniske Rige betegner helheden af de skikke for rygning, traktering og status, der fra 1600-tallet til slutningen af 1800-tallet formede sig omkring den langskaftede tobakspibe i det osmanniske samfund. Çubuk'en var ikke blot et redskab til at ryge med; den var en uundværlig del af samtalen i kaffehuset og gæstebudet i herregården, mens den ved hoffet var en genstand for pragt og anseelse.

Genstandens form og dele behandles i artiklen om çubuk (chibouk); her beskrives i stedet den samfundsmæssige side af denne nydelseskultur, som har sin egen plads i pibens verdenshistorie.

Fra Forbud til Nydelse

Tobak nåede osmannisk jord i slutningen af 1500-tallet eller begyndelsen af 1600-tallet; detaljerne om dette første møde og de strenge forbudsår beskrives i artiklen om tobakkens ankomst til Det Osmanniske Rige. Da Istanbul-branden i 1633 blev tilskrevet tobakken, sås under Murad IV foranstaltninger, der endte med dødsstraf; forbuddet var dog ikke varigt. Efter sultanens død i 1640 blev håndhævelsen slappere; med sheikhulislam Bahâî Mehmed Efendis fatwa i 1649, der erklærede tobak for tilladt, ophørte forbuddet reelt, og tobaksdyrkningen bredte sig hurtigt. Ved slutningen af 1600-tallet dyrkedes seks forskellige tobakssorter på osmannisk jord; disse blade udgør grundlaget for den familie, der i dag kaldes orientalsk tobak (Oriental).