Historien om Dunhill Shell Briar

Dunhill Shell Briar er den finish fra Dunhill-mærket, der tilbyder en sandblæst overflade i stedet for glat polering, og som opstod i de sidste år af Første Verdenskrig. Det, der adskiller serien, er ikke selve sandblæsningen, men den oliehærdning, træet gennemgår, før processen finder sted. Da der ikke kendes nogen katalogside eller annonce fra finishens tidlige år, spores dens tidlige historie næsten udelukkende gennem registreringsdokumenter.

Oliehærdning og Sandblæsning

Sandblæsning er ikke Dunhills opfindelse. Metoden går tilbage til Benjamin Chew Tilghmans amerikanske patent af 18. oktober 1870; blandt de anvendelsesområder, der opregnes i dokumentet, er fremhævning af træets åring. Det, Dunhill knyttede til sit eget patent, er den forberedelse, som briaren gennemgår, før den sandblæses.

Ifølge dette lægges korpusset i uger i mineralsk eller vegetabilsk olie og udsættes derefter i dagevis for varme, hvor olie, der siver ud til overfladen, jævnligt fjernes. Ved processens afslutning hærdes og hæver åringen sig let, og der dannes et tyndt, vandtæt lag på træet. Sandblæsningen sker først efter dette trin; den fjerner det hærdede lag og blotlægger reliefeffekten. Er den ønskede dybde ikke nået, kan forløbet gentages fra begyndelsen. Patentteksten anfører, at sandblæsning alene, uden forudgående oliehærdning, får træet til at revne, og at dette ekstra trin fjerner denne risiko. Forsøgene siges at være begyndt i 1914 med støtte fra et Londonfirma, der specialiserede sig i glassandblæsning. Den maskinelle og slibemæssige side af processen behandles i opslaget kunsten at sandblæse.