Kunsten at Sandblæse (Sandblast)

Sandblæsning (sandblast) er processen, hvor fine slibekorn slynges mod overfladen ved hjælp af trykluft eller sug. I pibeverdenen ved man, at dette ikke er et enkelt finish-trin: to korpusser fra samme værksted kan se vidt forskellige ud, afhængigt af den anvendte maskine, slibemidlets art, træets åring og vanen i den hånd, der står ved bordet.

Fra Industrien til Pibebordet

Metoden blev ikke opfundet til piber. Benjamin Chew Tilghman lod sandblæsning patentere i USA den 18. oktober 1870 under patentnummer 108.408; dokumentet dækkede skæring og gravering af sten, metal og glas — træ var ikke på tale dengang. Ideen skal han have fået ved at se, hvordan vind i ørkenen matterede glasoverflader med sand; denne historie gengives i kilderne med forbehold. Den egentlige industrielle udbredelse kom først, efter at trykluft blev tilføjet apparaturet i 1904.

Det tog en generation længere, før teknikken vandrede over til piben. Dunhill havde i 1916 flyttet sin pibeproduktion til sit anlæg i Notting Hill Gate i London. Den første britiske patentansøgning for Shell Briar-finishen (nr. 1484/17) blev indleveret den 13. oktober 1917, sagen blev afsluttet den 12. april 1918, og patentet blev godkendt samme år den 14. oktober; det amerikanske patent fulgte i 1920, det canadiske i 1921. Dokumentationen om finishens tidlige år består i vid udstrækning netop af disse patentakter — man støder ikke på sandblæste piber i periodens kataloger og annoncer.