Historie og Kultur

Dunhills bøjede piber, kun set i produktionen fra 1976, med de største mål blandt piber med almindeligt formnummer. Behandles sammen med ændringen af nummersystemet og de svingende produktionsforhold i slutningen af tiåret.

Nonprofit håndværksskole grundlagt i 2020 af fire italienske pibemestre under pandemiens nedlukninger, bygget på et mester-lærling-system.

The Pipe Book, som Alfred Dunhill udgav i 1924, samler piben verdenshistorie i ét bind. At den har været i tryk i over hundrede år, og forskellen mellem det, læseren forventer af bogen, og det, læseren finder, har gjort den til litteraturens mest omtalte titel.

American Smoking Pipe Co., der blev grundlagt af to venner i New Jersey i 1978, valgte bevidst sit navn for at skille sig ud fra en pibeverden, der var domineret af Europa. Værkstedet fortsætter i dag i Montana under ledelse af Mark Tinsky.

En amerikansk imagistisk digter, der udfordrede sin tids kvindelighedsnormer ved offentligt at ryge cigar, og som posthumt blev tildelt Pulitzerprisen; meerskumspiber, der tilskrives hende i samlinger, indskrev også hendes navn i tobakkens historie.

Pibesamlere splittes op i to adskilte fællesskaber omkring antikke stykker og briar-piber; en beskrivelse af denne adsklillelses historie samt kriterierne og grænserne for den, målt på materiale og videnskilder.

Ashton opstod i 1983 af samarbejdet mellem en engelsk mester, oplært ved Dunhills bænk, og en amerikansk importør. Mærket gjorde sig hurtigt et navn med sin dybe sandblæsning og oliehærdningsmetode.

Livet og virket for Barnabas T. Suzuki, samleren, forskeren og klublederen, der bandt de japanske pibemiljøer sammen med den internationale scene.

Den amerikanske forsker Ben Rapaports arbejder, bøger og plads i miljøet, kendt for et halvt århundredes skriveri om antik pibesamling og tobakslitteratur.

Fra Albert Einstein til Mark Twain, fra Douglas MacArthur til fiktionshelten Sherlock Holmes — en samlet artikel, der på baggrund af kilder præsenterer personligheder, som er blevet identificeret med deres pibe.

Amerikansk artisan-pibemager, der begyndte at lave piber i Vermont i 1976, vendte tilbage til drejebænken i 2003 efter en pause på over tyve år og har taget sin uddannelse som værktøjs- og formmager med sig ind i pibehåndværket.

Karrieren for Brian Levine, der har arbejdet i mange led af den amerikanske pibebranche, fra detailhandel til importrepræsentation, fra brancheforeningsledelse til magasinudgivelse, og som er kendt som vært for The Pipes Magazine Radio Show.

Historien om, hvordan lyngrod (briar) i midten af 1800-tallet vandt frem som pibemateriale i den franske by Saint-Claude, og hvordan den overskyggede ler og merskum.

Historien om britisk pibefremstilling, fra lerpibelaugene til bruyæreværkstederne i London, og videre til sammenlægningerne under Cadogan-paraplyen.

Et kort portræt af den amerikanske mester Charles Richard Hester Jr., der efter over tyve års infanteritjeneste begyndte at udskære briarpiber i Missouri og har udgivet to bøger om pibe.

En kort historie, samlet fra registre, om A. Clubb & Sons grundlagt i Toronto i 1878 og en tobaksforretning med samme forretningsnavn i Los Angeles i begyndelsen af det 20. århundrede.

Traditionen med årgangspiber, der levede på amerikanske universitetscampusser fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1960'erne, omfatter både lerpiben, der blev knust ved dimissionen, og den personlige pibe med skolebogstav og eksamensår indgraveret i hovedet.

Cope Bros & Company, grundlagt i Liverpool i 1848, huskes mere for de tidsskrifter, hæfter og kort, firmaet udgav, end for den tobak, det fremstillede; firmaet efterlod den mest omfattende dokumentsamling om victoriansk tobakskultur.

Den langskaftede tobakspibes plads i det osmanniske samfund: fra forbudsårene til nydelsen i kaffehuset, fra traktationsskikke til çubuk-lavernes lav — en kulturhistorie, der spænder over mere end to århundreder.

Amerikansk forfatter, der skriver noveller og historisk fiktion om pibekultur; kendt for sine fortællinger udgivet på Pipedia.

Piber fremstillet af ægte Dunhill-briar, men forsynet med stempler, der fik dem til at fremstå årtier ældre og langt sjældnere, end de var. Sagen, der kom for dagen ved en udstilling på en messe i 1984, regnes for den mest omtalte forfalskningssag inden for briarpibesamling.

Debatten om, hvordan pibe- og tobaksmiljøets ordforråd har udviklet sig fra 1800-tallets slang til nutidens forkortelsesprægede jargon, og om nødvendigheden af de nye begreber.

Fandtes der virkelig en rivalisering mellem New Yorks indfødte gigant William Demuth & Company og Alfred Dunhill fra London? De forbindelser, dokumenterne viser, og to store piberygesamlingers lignende skæbne.

Tredive år fra Castello-værkstedet, grundlagt i Cantù i 1947, til de mange værksteder i Cucciago - Caminetto, Ascorti og Radice; en sammenfatning af, hvordan den italienske pibetradition byggede sin egen stil gennem en kæde af mestre og lærlinge.

Den Store Udstilling i 1851, åbnet i Krystalpaladset, regnes for den begivenhed, hvor piber for første gang blev vist side om side i et internationalt vindue. Udstillingens pibeafsnit registrerer periodens produktionsgeografi, som den var.

En historisk artikel om, hvilke kriterier titlen "verdens dyreste pibe" har hvilet på i cirka halvandet hundrede år i pibeverdenen, med eksempler fra udstillingskæmper til enkeltstående smykkearbejder.

To æresbetegnelser, som Chicagoland Pipe Collectors Club indstiftede i 1998 og 2017, regnes for det eneste kendte regelmæssige program, der anerkender en livslang indsats i pibemiljøet. At begge er afhængige af én enkelt klub, har gjort deres videreførelse til et diskussionsemne.

Familiehistorien om, at et af Amerikas mest udbredte serieproducerede pibemærker, Dr. Grabow, fik sit navn fra en læge i Chicago, samt den bekræftede mærkehistorie omkring denne overlevering.

Hvordan de lige-årede DR-piber blev stemplet i perioden 1910-1918, hvor Dunhill bar Duke Street-stemplet; hvordan graderne blev markeret, og skæbnen for hoveder med fejl.

En stor, lige billiard-form fra Dunhill, dateret til 1930'erne, kendt næsten udelukkende i Shell-overflade, og hvoraf kun meget få eksemplarer er registreret.

Oprindelsen til DR-stemplet, Dunhill sætter på sine lige-maserede piber, indvendingerne mod "død rod"-påstanden i navnet, og gradueringssystemet fra bogstaver til stjerner.

Koderne ES, ODA 850 og 851 fra Dunhills gamle formskema betegner Canadian-piber, der trods samme nummer sjældent optræder med et langt længere skaft.

Dunhills store hoveder ODA-piber, der blev introduceret i 1950, og de 800-tal-formnumre, disse piber fik, samt deres plads i samlerkredse.

Den dateringsgåde, der opstår, når et Dunhill Shell-stempel uden kode, der er specifikt for krigsårene, mødes med en senere tilføjet årskode på samme pibe.

Sporet af den sibiriske pibe af mammutelfenben, der befandt sig i Alfred Dunhills samling og var afbildet på smudsomslaget til The Pipe Book, forsvinder efter butikkens bombning i 1941. Genstandens genkendelse i USA og dens vej til auktion i 2020 er et veldokumenteret eksempel på, hvordan proveniens-sporing fungerer.

Amerikansk håndværker, der arbejder alene i byen Washburn i Wisconsin, signerer sine piber med navnet SeaSmoke og fremstiller også keramik i det samme værksted.

Hvordan det gamle slogan, der betyder 'Irland for evigt', blev til et mærkenavn i pibeverdenen, og de italienskproducerede Erin Go Bragh-serier, der ifølge registreringerne blev lanceret i 2020.

Sølvringen, P-Lip-mundstykket, formnumrene og samlernes syn på Deluxe-serien, der udgør det øverste trin i Petersons System-familie.

Den amerikanske opfinder George L. Falks pibedesign med dobbelt kanal, patentansøgt i 1958, havde til formål at adskille spyt fra røgvejen og lede det ned i en separat beholder.

Historien om den antikke pibesamler og pensionerede FBI-agent Frank Burla, der forvandlede en lille sammenkomst i sin egen entré til en af verdens største pibemesser.

Små piber fremstillet i pariserværksteder i det første kvartal af det tyvende århundrede, med et aftageligt sølv- eller guldkugle midt på røret. Bomulden inde i kuglen er et tidligt filterforsøg.

Navnet fredspibe, som udefra blev givet til Nordamerikas ceremonielle pibe, gik i løbet af århundreder fra at være betegnelsen for en hellig genstand til at blive et hverdagsudtryk og en metafor i populærkulturen.

En lerstenspibe signeret F. J. Kaldenberg med en udskåret scene af flygtende slaver. Forskellene mellem katalogbeskrivelsen fra auktionen i februar 2016, som gjorde stykket kendt, og dets nuværende museumsregistrering viser, hvordan auktionstekster bør læses.

G.F.B.-stemplet, som ses inden i en oval ramme, er ikke et mærkenavn, men en materialebetegnelse, der betyder "ægte fransk briar"; det findes på amerikanske katalogpiber fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

De trykte handelskataloger fra slutningen af 1800-tallet er de mest detaljerede dokumenter, der har bevaret datidens pibe- og tobaksprodukter; katalogerne fra Demuth, Zorn og Salmon & Gluckstein regnes som de vigtigste eksempler på denne dokumenttype.

To periode-eksempler på 'underslung'-konstruktionen, hvor skaftet er forbundet nær kammerets munding: den Chicago-patenterede General Dawes-pibe og den oprindelsesusikre, britiskproducerede Captain Warren.

Strukturen i Grace's Guide, et online arkiv der samler Storbritanniens industrihistorie gennem virksomheds-, produkt- og personregistreringer, samt hvad det giver tobaks- og pibeforskeren, og grænserne for dets dækning.

Harem Pipe er et bordapparat til rygning, som kom på markedet i USA midt i det 20. århundrede, og som forener en metalaskebakke med en fleksibel, flettet slange. Det patent, det bygger på, blev registreret i 1937.

Alfred Dunhills yngste bror og virksomhedens finansielle hjerne. Han kom med i virksomheden i 1912 og ledede fra 1928 til sin død i 1950 Dunhill pr. post fra sine hjem i Italien og Monaco; hans arv blev til en velgørenhedsfond for tuberkuloseforskning.

Hiroyuki Tokutomi forenede den danske skoles målfaste disciplin med japanske æstetiske normer og skabte et designsprog, der bevidst brød briar-pibens forventning om symmetri. Denne artikel behandler hans formforståelse, biografi og stempler.

Den oliehærdningsmetode, der adskiller Dunhills sandblæste Shell-finish, hvad registreringsdokumenterne fortæller, og hvordan sandblæsningens dybde har ændret sig gennem hundrede år.

En gennemgang, der sporer den ældste genstand med navnet Dunhill, daterer piber fra 1910-1918 ud fra mundstykkestempler og diskuterer de tidligst kendte eksemplarer af LB- og ODA-serierne.

I pibehandelen bruges 'håndlavet' og 'maskinlavet' som en skarp modsætning. Men i briarpiben kan hverken alt arbejde færdiggøres med håndværktøj, eller kan en maskine alene fuldføre en pibe.

Et skriftligt interview via e-mail med Damiano Rovera, fjerde generations pibemager hos det italienske mærke Ardor, arkiveret i 2007, samt historien om familieværkstedet bag det.

Jon Tillmans interview med Gregory L. Pease, offentliggjort på Smokingpipes.com; et ofte citeret dokument om blanderens år som butiksindehaver i Berkeley, hans tilbagevenden til tobak i 1998 og forsyningsproblemerne i 2000'erne.

Bear Graves' interview med Maurizio Tombari, offentliggjort på Smokingpipes.com; et ofte citeret dokument om grundlæggelsen af Le Nuvole-værkstedet, Stefania Tombaris andel i designet og Zed-serien.

Det fiktive navn, som guldsmed og pibemester Giulliano Spitaletti, der arbejder i England, bruger om sin arbejdsbænk; et eksempel på de nye generationer af værkstedsidentiteter, som det digitale pibefællesskab har frembragt.

Amerikansk piberyger og certificeret tobakshandler kendt for formandskabet for Austin Pipe Club, arrangementet af Texas Pipe Show og sine onlineprojekter for pibeentusiaster.

Da kimonoen ikke havde lommer, blev det japanske rygesæt hængt fra livbæltet: denne ordning bestående af pibefoderal, tobakspung, perle og hængeknap var både en hverdagsgenstand og et statussymbol.

En oversigt over de vigtigste artikler, bøger og udstillingskataloger om kiseru, piberør, tobakspunge og rygebakker; en referenceliste, der viser, i hvilke tidsskrifter og museumsudgivelser den faglige litteratur har samlet sig.

Amerikansk artisan-pibemager, der arbejder under navnet J. Alan i Californien; kendt for et tidligt interview fra 2007, hvor han fortæller om sine læremestre, sin formopfattelse og sine vaner ved værkstedsbænken.

Jim Lilley, en pensioneret samler bosat i den skotske by Dumfries, opbyggede et arkiv på flere hundrede stykker ved udelukkende at koncentrere sig om Peterson-piber og skrev serien Peterson Pipe Chronicles, der samler mærkets historie.

Den amerikanske samler John P. Seiler, hvis egentlige fag er ingeniørarbejde, forsøgte med sine Emperor Leopaldo-fortællinger, som han begyndte at skrive i 2000, at give pibemiljøet dets egen litteratur.

En amerikansk tobaksbutik i Houston, der også har tilbudt piber stemplet med sit eget navn og egne blandinger; viden om butikken hviler i høj grad på katalogsider.

Kalumeten er den hellige ceremonielle pibe, som Nordamerikas oprindelige folk røg til bøn, traktater og vigtige samfundsbeslutninger. I Vesten kendes den som 'fredspiben', men dens funktion er langt bredere end det.

Keens Steakhouse, som åbnede i New York i 1885, er kendt for sin samling på titusindvis af stykker, opstået af traditionen med, at gæsterne lod deres lerpiber blive i restauranten i forvaring.

Diameteren på kanalen, der løber fra kammeret til mundstykkets spids i en pibe, har siden slutningen af 1990'erne været et af de mest omdiskuterede tekniske emner i pibemiljøet. Her sammenlignes argumenterne for og imod en åben kanal.

Håndlavede amerikanske piber, som Will McCoy har signeret med sit eget navn; den eneste dokumenterede oplysning stammer fra 2018 og angår en lille enmandsbænk.

Britisk mærke grundlagt af Herbert Merchant i London, forbundet med Bing Crosbys navn gennem sin lange, tyndskaftede billiard, og dets genopstandelse i Amerika i det 21. århundrede.

Det samme mineral fik sit videnskabelige, tyske, franske og tyrkiske navn ud fra hver sin iagttagelse; resultatet blev en navneforvirring, der har varet siden det nittende århundrede.

Den håndværkstradition i Eskişehir, der omdanner blokmerskum (meerschaum) til piber og figurative kunstværker; historien om håndværket fra de første værksteder til eksportforbuddet på råsten, fra mestergenerationer til den geografiske betegnelse.

Et enmandsværksted for håndlavede piber, grundlagt som hobby i 2014 af den canadiske Dimitry Miscoi, der arbejder med velmodnet italiensk briar og håndskårne ebonitmundstykker.

Amerikansk import- og distributionsselskab med hjemsted i Memphis, grundlagt i 1998; ud over sin egen pibelinje ejer det også gamle mærker som Aldo Velani og Sasieni.

Hvordan hædersbetegnelsen Doctor of Pipes, som Chicagoland Pipe Collectors Club indstiftede i 1998, fungerer, dens kriterier, og et fællesskabsportræt af de personer, der har modtaget prisen.

En lille japansk ophængsknap, der holder tobakspungen og pibetuiet fast, hængende fra bæltet; fra et enkelt redskab udviklede den sig i Edo-perioden til en gren af miniaturebilledhuggerkunst, og der opstod også særlige typer til at tænde ild og bære gløder.

En familie af boltformede pibelightere, som en skrue- og drejedelsproducent fra Cincinnati søgte patent på i 1946. Historie, virkemåde og vanskelighederne ved datering.

Værkstedet for den tjekkiske pibemester Michal Novák, der arbejder i Prag; opstået efter en vej fra journalistikken, kendt for skarpe overflader og umalet bruyère i en lille produktion.

Den sydafrikanske statsmand, som den helt bøjede, cylindrisk kamrede Oom Paul-form har fået sit navn efter, dens plads i Anden Boerkrig, og den uløste forvirring med betegnelsen 'Hungarian'.

De vestlige sprogs pipe/pipa/Pfeife-familie stammer fra et latinsk udsagnsord, der efterlignede en fugleunges pippen, og var oprindeligt navnet på et musikinstrument. At ordet knyttede sig til tobaksredskabet er først dokumenteret i slutningen af 1500-tallet.

Stemplet Parkin, der kun findes på andenhåndsmarkedet, hvis grundlægger og værksted er ukendte, og som i registrene regnes for at have dansk oprindelse, samt de kendte eksemplarer.

Petersons Darwin-serie, som blev lanceret i 2009 i anledning af 150-året for Charles Darwins Arternes oprindelse, er kendt for sin store, bøjede æbleform med kode B42 og sin System-konstruktion.

Historien om de store systempiber, der har optrådt i Petersons kataloger siden 1896, og som strækker sig frem til nutidens House Pipe-serie — piber med store hoveder designet til at ryges hjemme snarere end at bæres i hånden.

Petersons Mark Twain-serie opstod ud fra forfatterens nedslidte pibe, der opbevares på museet i Hannibal; historien, der strækker sig fra 1980'ernes fåtallige produktioner til en to-pibers kollektion i 2010, viser, hvordan en enkelt genstand kan blive til en hel serie.

Strukturen og formlisten for Petersons pibeserie i fjorten specielle former, dedikeret til Conan Doyles detektiv, som producenten fra Dublin lancerede i 1987.

Et nærmere kig på, hvordan System-mekanismen — bestående af fugtkammer, trinvis boring og P-Lip-mundstykke, patenteret af Peterson i 1890'erne — fungerer, og på egenskaberne ved System Standard-serien.

I J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre er piberygning ikke pynt, men en af Shire-kulturens grundlæggende vaner. Artiklen behandler både pibetobakkens fiktive historie og forfatterens egen pibevane.

Behandler hvordan pibetobaks sundhedsmæssige virkninger er blevet dokumenteret i den medicinske litteratur, fællesskabets egne samlinger og debatten om selektiv citering. En kildeoversigt, der strækker sig fra institutionelle rapporter til aktuelle kohortestudier.

Historien om, hvordan piber og tobaksgenstande har skiftet ejer på klassiske auktionshuse: fra det første specialsalg i New York i 1978 til store samlingsspredninger i London, Wien og Paris.

Når samlerpiber skifter ejer på auktion, er det husvurdering, proveniens og tilstandsrapport, der er afgørende. Hvorfor auktionsresultater forbliver svære at forudsige, fortælles gennem kendte dødsbosalg.

En oversigt over de vigtigste bøger og bibliografier skrevet om pibens historie, mærker og håndværk; et læsekort, der strækker sig fra 1890'ernes litterære essays til nutidens mærkemonografier.

Sveriges pibehistorie begynder med nogle få fabrikker, grundlagt i 1930'erne, og fortsætter med enmandsværksteder, der opnåede verdensomspændende anerkendelse i anden halvdel af det tyvende århundrede.

Fra majskolbefabrikker til New Yorks store pibefirmaer og videre til nutidens amerikanske håndværkere, der arbejder i værkstedsskala — hovedlinjerne i en produktionstradition.

Hvordan lokale pibeklubber fungerer, hvordan de forenes under nationale forbund, og hvordan de internationale mesterskaber i langsom rygning under CIPC er struktureret.

Den korte historie om, hvordan pibeklubber opstod af engelske kaffehuse og gentlemansklubbernes rygeværelser og i det 20. århundrede udviklede sig til vedtægtsbundne, uafhængige fællesskaber.

Fra hollandske værtshusscener til Magrittes berømte lærred, fra Sherlock Holmes til Midgård: et kort kort over de betydninger, piben har haft i maleri og litteratur.

Historien om piberygning, fra dens ceremonielle rødder på det amerikanske kontinent over Europas ler- og briarperioder til det osmanniske çubuk-rør og Eskişehirs merskum.

En tradition, der begyndte i 1881, da William Demuth overrakte merskumspiber til præsident Garfield, og som sluttede i 1984 med en Peterson-pibe givet til Reagan: hundrede års optegnelse over gavepiber, som tobaksindustrien sendte til Det Hvide Hus.

David Gerstels korte essay udgivet i Italics Magazine i 2023; behandler gennem en litterær fortælling en samling på tredive figurative merskumspiber i den italienske by Sarnano.

Et overblik over de foreninger, klubber og online mødesteder, som pibeentusiaster i Tyrkiet samles omkring, samt over den nuværende status for tyrkiske kilder.

En gennemgang af hjælpeudstyret, der spænder fra tændingsredskaber til stopper, fra askebæger til stativ og opbevaringskrukke; hvad der er en funktionel nødvendighed, og hvad der hører til håndværk og samlerobjekter.

Et kort over pibefællesskabets online tilstedeværelse, taget udgangspunkt i Pipedias linkkatalog: museumssamlinger, nationale fora, blogs og klubsider.

Pibeforretningen i havnen i St. Thomas på De Amerikanske Jomfruøer, der fungerede som bro for danske frihåndspiber til Amerika, og mærket, der bærer dens navn.

En engelsksproget online opslagsressource, drevet i fællesskab, baseret på MediaWiki-platformen, med tusindvis af sider og titusindvis af fotografier om pibemærker og -mestre.

En mindepibetradition, hvor mestre i ler, merskum, træ og porcelæn har overført monarker, politikere, kunstnere og eventyrhelte til kammeret.

Det canadiske mærke Brighams piber bærer ikke noget produktionsår; dateringen foretages ud fra formen på stemplet på skaftet, det tre-cifrede formnummer og opstillingen af messingprikkerne i mundstykket.

Spørgsmålet om, hvilket år Dunhills første sandblæste Shell-piber kan tilskrives; registreringskalenderen, formen på skaftstemplerne og problemet med eksemplarer, der kan dateres til før 1919.

Den amerikanske forfatter Regis McCaffertys plads i miljøet som en af grundlæggerne af den forening, der blev etableret i 1993 og senere fik navnet NASPC; han lader piberygende karakterer optræde i sine noveller og romaner.

Amerikansk opfinder, der med tre amerikanske patenter fra fyrrerne til tresserne udviklede en filterpibe med metalskaft og grundlagde mærket Filto i byen Burgaw i North Carolina.

Pibereparations- og restaureringsmester, der arbejder under navnet NightOwl Pipe Works i Nashville, kendt for sin "blueprinting"-tilgang, hvor pibens røgkanal gennemmåles og genopmåles fra ende til anden.

Et mærkenavn registreret i begyndelsen af 1960'erne af det amerikanske selskab Pinkerton Tobacco Company og brugt på piber fremstillet af importeret briar. Den amerikanske registrering blev annulleret i 2004.

Sanchopipa, der i Chile fremstiller håndlavede piber af lokale træsorter, er et lille eksempel, der viser pladsen for ikke-briar-træ og genanvendt tømmer i pibefremstilling.

Det tyske stummel, der betyder "stub, rest", var først navnet på en form af tyske porcelænspiber og siden betegnelsen for korpusset i den amerikanske pibeindustri; ordet bruges i dag ikke i denne betydning på tysk.

Historien om en tobakshandel grundlagt i Cambridge i slutningen af 1880'erne, som blev drevet videre af grundlæggerens søster i omkring tyve år efter hans tidlige død.

Tabako-bon er den bakke, kasse eller lille skuffeskrin, der i japanske hjem, butikker og teestuer samler alt udstyret til kiseru-rygning i ét system. Den udviklede sig fra røgelsesceremoniens bakke og blev i Edo-perioden næsten et fast inventar i ethvert hjem.

To beholdere til at bære tobak i det japanske rygesæt: den bløde pose af læder eller stof, tabako-ire, og den hårdt udskårne træbeholder, tonkotsu. Deres former, metalspænder og formindskelsen i slutningen af 1800-tallet.

Tabako er det japanske ord for tobak. Den form, der i århundreder blev røget i pibe i landet, var kizami-tabako — skåret hårtyndt og røget i den tynde metalpibe kaldet kiseru.

Tyrkisk Pibetobak og Yayladağ, der blev fremstillet under statsmonopolet, var i mange år Tyrkiets indenlandske pibetobakker; efter produktionen ophørte, er de blevet et nostalgi- og samleobjekt i pibemiljøet.

En dampdrevet science fiction-fortælling, som en forfatter fra pibemiljøet under pseudonymet "Professor Stanwell P. Briar" har skrevet og udgivet i afsnit på Pipedia; hovedpersonerne ryger pibe, og historien er en fortsættelse af en tidsrejseserie.

Amerikansk pibemodel, som Tracy Mincer lancerede efter tabet af navnet Custom-Bilt; den har lodrette huller omkring kammeret og vandrette kanaler, der skal afkøle røgen.

En pibe med to sammenskruede kamre, patenteret i 1923 af den Chicago-baserede opfinder Charles H. Lyon; blev takket være vicepræsident Charles G. Dawes symbol på en valgkampagne.

David Gerstels korte essay fra 2023; det fortæller om en enkelt aften i et vinduesløst bogrum gennem en merskumsfigur valgt den aften og en rejseberetningssamling fra slutningen af det 16. århundrede, der åbnes samtidig.

Amerikansk redaktør, der grundlagde tidsskriftet The Pipe Smoker's Ephemeris og fællesskabet The Universal Coterie of Pipe Smokers, og som alene stod for udgivelsen i enogfyrre år.

Den uklare oprindelse af OD-stemplet, der dukkede op i 1920'erne, formserien 800, der begyndte i 1950, og fremkomsten af den moderne ODA-linje i 1953.

Et historisk blik på den erotiske og obskøne undergruppe inden for tobaccianaområdet, der samler genstande fremstillet omkring tobak. En gennemgang fra reklamekort til piber med Stanhope-linser og udskårne lulepiber.

Historien om tobakkens indtog på osmannisk jord i begyndelsen af det 17. århundrede, Murad IV's strenge forbud, og forvandlingen fra forbud til statslig indtægt.

Amerikansk udgiver, der grundlagde tidsskriftet The Pipe Smoker's Ephemeris og fællesskabet The Universal Coterie of Pipe Smokers, og som i fyrre år knyttede verdens pibefællesskab sammen gennem brevveksling.

Svarene, som Peterson of Dublins direktør Tom Palmer gav på samlernes spørgsmål i marts 2011, dokumenterer værkstedets produktionsomfang og briarforsyningsproblemer på det tidspunkt.

Interview med Tom Palmer, der i mange år var administrerende direktør for Peterson of Dublin, som fastholder mærkets produktionsomfang, værkstedsoplæring og seriepolitik i dets 140. år.

Tophane-lulefremstilling er den håndværkstradition i det osmanniske Istanbul, der fremstillede piber og vandpibehoveder af rødt ler; den fik verdensomspændende ry i det 19. århundrede under navnet 'Tophane-arbejde'.

Ifølge kilderne et lille amerikansk værksted grundlagt i Maryland i 2013, der reparerer gamle, ustemplede og herreløse piber og stempler dem med sit eget navn.

En artikel bragt i et samlerbulletin om at samle ophobede brugte piber uden at sende dem til værksted, ved hjælp af hverdagsmaterialer, og den holdning af 'mindst mulig indgriben', som artiklen repræsenterer.

Etui til at bære den japanske pibe kiseru i; da det var den mest synlige del af det rygesæt, der hang fra bæltet, blev det udformet i former, der samles under fem navne, og i et bredt materialespektrum fra hjortetak til lak.

Med sin arv fra Izmir, Samsun-Bafra og Rumelien har Tyrkiets orientalske tobaksdyrkende regioner i århundreder næret 'Turkish'-komponenten i verdens pibeblandinger.

Japansk piberygefremstilling blev i det internationale miljø i mange år forbundet med kun ét mærke. Men i samme land fandtes mestre, der arbejdede under eget navn, som Smio Satou, Hiroyuki Tokutomi og Tsutomu Fukashiro.

Den tyske pibetradition med sølvlåg, hvor der udskæres piber af rod- og svulsttræ i og omkring Ulm; to hundrede års opgang og nedgang for et landligt håndværk, der aldrig blev optaget i et lav.

Piber, der bryder med det klassiske kammer-skaft-opsæt: prydeeksemplarer, der aldrig var lavet til at blive røget, 1800-tallets patenter på kammer-i-kammer, Afrikas dobbeltkammerpiber og nutidens tvillingekammer-briarpiber.

Dansk mester, der arbejdede i Korsør og stemplede sine piber med navnet 'Vagn P. Nielsen'. Han kom fra smedearbejde og byggeri og skiftede efter ti års amatørvirke til fuldtidsarbejdet i faget i midten af 1990'erne.

Enmandsværksted grundlagt i Athen i 2009 af Michael Pipinis-Aliagas, der laver frihåndspiber af græsk briar og oliventræ.

Brick Church Pipe Shop, grundlagt af Irving Wagner i New Jersey, samt forretningens egne stemplede piber og dens import i 1970'erne.

Omkring 1.200 håndlavede, målfaste tegninger, der dokumenterede 1800-tallets mest omfattende pibesamling, var samlet i tyve æsker. Efter samlingen blev opløst, blev tegningerne også splittet ad.