Briar-kalebasformer: Skellet Mellem Overliggende Skål og Nedsænket Skål

Briar-kalebasformer omfatter en bred familie, der i ét stykke træ genskaber silhuetten af den todelte kalebaspibe. Piberne i familiens to yderpunkter ligner ikke rigtig hinanden: i den ene står skålen som en separat masse oven på hovedet, i den anden er skålmundingen skåret plant i flugt med hovedet. Hvad en pibe regnes som kalebas ud fra, er derfor et emne, samlere jævnligt diskuterer.

Kriterium: Skålens Placering på Kalebaspiben

Grundlaget for skellet er selve kalebaspibens opbygning. Cirkulære nr. 41 fra 1909, som David Fairchild og G. N. Collins udarbejdede for det amerikanske landbrugsministerium, beskriver trin for trin dyrkningen af den sydafrikanske pibekalebas (Lagenaria): mens halsen endnu er blød, bøjes den til den ønskede vinkel med pinde fastgjort til perforerede brædder, når den er tørret og hærdet, skæres den brede ende af, skålen sættes på plads med gipsmørtel, og den udsatte overflade af mørtlen beklædes med en tynd korkstrimmel. Pibetavlen i samme udgivelse viser, at merskumsskålen kan sættes på hovedet i to forskellige højder. Hvis skålen sænkes ned i halsen og lader kalebassens ydre kontur være uberørt, kaldes det en nedsænket skål (sunken cup); hvis den dækker kalebassen som en hætte og rager ud over kanterne, regnes den som en overliggende skål (top bowl). Der kendes også tidlige eksempler på kalebaspiber, hvor den nedsænkede skål blev lukket med et sølvlåg.