Materialer til Pibens Kammer

Materialer til pibens kammer betegner alle de naturlige og kunstige materialer, der udgør den skål — kammeret (chamber) — hvori tobakken brænder. Gennem århundreder er mange materialer blevet afprøvet, men siden midten af 1800-tallet har briar (lyngrod) med stor margen været accepteret som standarden. Denne artikel sammenligner de vigtigste materialer på fælles kriterier; detaljer om hvert enkelt materiale findes i dets egen artikel.

Hvad Man Kan Forvente af et Godt Kammer

Et godt kammermateriale forventes at opfylde tre grundlæggende kriterier: varmebestandighed nok til at modstå glødens temperatur, porøsitet nok til at optage den fugt og tjære, der opstår under rygningen, samt en neutralitet, der ikke forringer tobakkens smag. Hertil kommer vægt, modstandsdygtighed over for fald og stød samt bearbejdelighed. Briars dominans hviler på, at den opfylder alle tre grundkriterier til en rimelig omkostning: den tætårede rodknold er ekstremt varmebestandig, optager fugt og tilfører ikke røgen nogen mærkbar smag.

Kort Historik

Fra slutningen af 1500-tallet, da tobakken kom til Europa, og frem til midten af 1800-tallet var brændt hvidt ler næsten universelt kontinentets kammermateriale; lerpiben var billig og smagsmæssigt neutral, men den knækkede let og røg varmt. I 1700- og 1800-tallet blev merskum med sin letvægt, sin porøsitet og sin bearbejdelighed den fornemme klasses foretrukne materiale. Briar, der omkring 1850'erne begyndte at blive brugt til piber i Frankrig, fortrængte inden for et halvt århundrede stort set både ler og porcelæn fra markedet. Samtidig på den anden side af Atlanten skabte majskolben sig siden 1869, hvor den blev seriefremstillet i USA, en varig plads som et enkelt, naturligt kammermateriale.