Clay (Lerpibefremstillere)

Clay er ikke overskriften for ét enkelt mærke, men den fælles betegnelse for de værksteder og fabrikker, der laver lerpiber. Lerpibe-håndværket har gennem tre århundreder skabt indbyrdes uafhængige centre i mange europæiske lande, og hvert center har udviklet sit eget formrepertoire og sin egen stempeltradition. Denne artikel behandler disse centre og de producenter, hvis navne er blevet registreret, samlet.

Kvalitetsforskel

Det, der afgør en lerpibes kvalitet, er mindre selve råmaterialet end måden, dejen forberedes på. I værkstedsproduktion æltes det finkornede hvide pibeler først grundigt igennem, indtil al luft er drevet ud; hver krop rulles i hånden til en snor, inden den kommer i formen, røgkanalen bores med en tynd tråd, og brændingen udføres under kontrolleret temperatur. Det traditionelle produkt efterlades uglaseret.

Over for denne arbejdskrævende metode står porcelænsteknikken, der bygger på at hælde flydende ler i en støbeform. Piber lavet på denne måde, som er velegnet til billig masseproduktion, forbliver porøse og blander deres egen smag ind i rygningen; miljøet regner dem for det meste ikke som ægte lerpiber. Netop dette er en veludført lerpibes fornemste påstand: kammeret tilføjer intet til tobakken. Til gengæld regnes disse piber for svære at ryge, fordi lerkroppen bliver langt varmere end andre materialer; i dag ses de derfor mest i hænderne på entusiaster og historiske genskabelsesgrupper.

Lerpibens arv er også arkæologisk. Fordi de i århundreder blev betragtet som engangsartikler og smidt væk, findes der rigelige mængder skår af skaft og kammer i fundlagene; industriarkæologien bruger disse skår som et pålideligt redskab til lagdatering.