1800-Tallets Udskårne Meerskumspiber

1800-tallets udskårne meerskumspiber regnes for den gren af pibefremstilling, der kom nærmest den småskala billedhuggerkunst. Meerskum, udvundet fra minerne på Eskişehir-sletten, blev for det meste sendt som rå knolde til Centraleuropa, hvor de i de lokale værksteder blev udskåret i hånden, stykke for stykke, til genstande med et ansigt, en scene og en historie.

Omfanget af denne gren, arbejdsdelingen og motivrepertoiret kan i dag i vid udstrækning følges gennem periodens udstillingsregistre og handelspresse; den gængse opfattelse er, at den blomstrende periode begyndte omkring 1850 og varede frem til cirka 1920.

Materialets Muligheder

Mineralet, hvis navn er sepiolit, er meerskum blødt nok til at kunne ridses med neglen; hårdheden angives til omkring 2 på Mohs-skalaen. I porøse, tørre masser er den specifikke vægt målt til mellem 0,988 og 1,279, det vil sige, at et stykke kan flyde på vand. Kombinationen af blødhed og lethed gjorde det muligt at udskære tætpakkede figurgrupper af ét enkelt stykke sten og at føre kniven ned til en detaljeringsgrad som hårstrå, stofkantens folder og bladets ribber.

Også forberedelses- og efterbehandlingstrinene foregik i hånden. Den røde jordskorpe, der sad på knolden fra minen, blev skrabet af, stenen blev tørret, skrabet på ny og bagefter vokset. Efter udskæringen blev stykket glattet med sandpapir, opvarmet i voks eller stearin og til sidst poleret med benaske. Også værkstedets affaldsmateriale blev udnyttet: det støv og de skæringsrester, der samlede sig under kniven, blev presset sammen med et bindemiddel til presset meerskum (masse). Denne blanding er tungere og tættere i strukturen end blokstenen og regnes ikke for velegnet til fin udskæring.