Kirsebær- og Pæretræspiber

Kirsebær- og pæretræspiber var den mest fornuftige løsning, europæiske drejere havde ved hånden, før lyngrod fik overtaget i pibeverdenen. Ler knækkede, merskum var dyrt; til gengæld var frugttræskubber fra haven eller skoven både rigelige og bløde nok til nemt at formes på en fodtrukket drejebænk. Disse to træsorter forsvandt ikke helt fra scenen, heller ikke efter briarens fremmarch.

Træsorterne fra Tiden Før Briar

Buksbom, bøg, ahorn og kirsebær var blandt de træsorter, der blev forarbejdet i den franske Jura-region fra 1700-tallet. Regionen var allerede et drejercentrum: for værksteder, der lavede rosenkranse, knapper, skeer og æsker, betød piben endnu et produkt, der kunne fremstilles med den bænk, man havde. Ifølge fortællingen arbejdede drejerne omkring Saint-Claude midt i 1800-tallet stadig i vid udstrækning med disse lokale træsorter. Da overgangen, der beskrives i artiklen briar-revolutionen og Saint-Claude, var gennemført, blev frugttræerne skubbet i baggrunden; for briar var både mere varmebestandigt og langt mere holdbart.

Det navn, der institutionaliserede kirsebærtraditionen, var Eugène-Léon Ropp. Ropp fik i 1869 patent på en vild kirsebærpibe og etablerede året efter et værksted i Bussang i Vosgesbjergene. Produktionen flyttede omkring 1893 til Baume-les-Dames; mærket begyndte at blive distribueret i Storbritannien og dets kolonier gennem A. Frankau & Co. lige før Første Verdenskrig. Firmaet vendte sig med tiden også mod briar, men kirsebærpiberne forblev Ropps signatur indtil lukningen i 1991. Mærkenavnet blev senere genoptaget af en anden fransk producent, Cuty-Fort.