Porcelænspibe

Porcelænspiben er en pibetype, hvis hoved er fremstillet af hårdt porcelæn, og som for det meste suppleres med et separat kondenskammer og et langt træskaft. Fra midten af det 18. århundrede og frem til Første Verdenskrig var den, især i Tyskland, en af Centraleuropas mest genkendelige pibeformer.

Med sit håndmalede hoved blev den værdsat som kunst- og souvenirgenstand, mens dens rygekvalitet har været omdiskuteret siden det 19. århundrede; det er netop denne dobbelthed, der giver porcelænet en særegen plads blandt pibematerialer.

En Produktion, Der Bredte Sig fra Meissen

Hemmeligheden bag hårdt porcelæn blev løst i Europa i begyndelsen af 1700-tallet i Sachsen; efter arbejdet fra Ehrenfried Walther von Tschirnhaus og Johann Friedrich Böttger blev det kongelige porcelænsmanufaktur i Meissen grundlagt i 1710. Man antager, at produktionen af pibehoveder begyndte på samme manufaktur i 1730'erne. Ved midten af århundredet havde håndværket spredt sig til de tyske stater: manufakturerne, som Wilhelm Caspar Wegely grundlagde i Berlin i 1751, Hannong-familien i Frankenthal i 1755, det bayerske værksted, der blev født i Neudeck i 1747 og flyttet til Nymphenburg i 1761, og thüringiske virksomheder som Veilsdorf, Volkstedt, Wallendorf og Limbach fra 1760'erne, producerede alle lignende hoveder. I Frankrig forsøgte Mennecy og Sèvres det samme med porcelænets bløde variant. Ifølge kilderne blev typens udbredelse over hele Centraleuropa fremskyndet i årene under Syvårskrigen (1756-1763).