Porcelæn (Porcelain)

Porcelæn er en glasagtig og porefri keramik, der opnås ved at blande den hvide ler, kaolin, med feldspat og kvarts og brænde det ved meget høj temperatur. I pibeverdenen har det en helt særlig plads: i næsten to århundreder var det et af Centraleuropas mest velkendte kammermaterialer, og i samme periode var det også det materiale, der blev mest kritiseret for sin rygekvalitet.

I denne artikel behandles selve materialet; for den type pibe, der fremstilles af det, kan man se artiklen om porcelænspiben.

Sammensætning og Brænding

I Europa blev sammensætningen af hårdt porcelæn løst i 1708 i Sachsen, efter Ehrenfried Walther von Tschirnhaus' langvarige forsøg og Johann Friedrich Böttgers arbejde; i 1710 blev det kongelige manufaktur i Meissen grundlagt. I de tidligste opskrifter fandtes der ud over kaolin gips som smeltemiddel. Ifølge kilderne blev dette senere erstattet, først af kalksten i 1719, dernæst omkring 1730 af en lokal bjergart rig på kaliumfeldspat; dermed indførtes den sammensætning af kaolin-feldspat-kvarts, der i dag regnes for klassisk.

Blandingen brændes som regel ved mellem 1300 og 1400 grader. Ved denne temperatur smelter feldspaten og fylder mellemrummene mellem lerpartiklerne; når det køler af, opstår en gennemtrængt masse med glasagtig tæthed og lukkede porer. Glasdannelsen giver porcelænet tre tydelige egenskaber: vandtæthed, gennemskinnelighed i tyndt snit, og en mekanisk styrke, der regnes for høj blandt keramikker. De samme egenskaber gør porcelænet fremragende til service og pyntegenstande, men problematisk i pibekammeret.