Satiriske Portrætter af Piberygere

Satiriske portrætter af piberygere er billedmateriale, der fra 1600-tallet til 1800-tallet dannede sin egen genre inden for europæisk grafisk kunst. Disse tryk regnes i dag som en kilde både til pibehistorien og til trykt satire; de bærer spor af rygevaner, klublivets orden og periodens samfundsdebatter.

Fra Flamsk Kro til Engelsk Tryk

Genrens rødder ligger ikke i grafikken, men i maleriet. Adriaen Brouwer (ca. 1605-1638) og den yngre David Teniers, der var påvirket af ham (1610-1690), efterlod sig et stort antal små malerier, der skildrede bønder, soldater og spillere, som røg lerpiber i krostuer. De overdrevne ansigtsudtryk i Brouwers rygerfigurer regnes for en forløber for karikaturen, længe før den optrådte i grafikken. I det følgende århundrede flyttede tyngdepunktet fra maleriet til trykket: fordi trykket kunne mangfoldiggøres, gik satiren fra en snæver kreds af købere ud til vinduet i gaden.

Den Britiske Karikaturs Guldalder

Det vigtigste navn i denne overgang er William Hogarth (1697-1764). Med sine serier af tryk, som han kaldte "moralske emner", skabte han en sammenhængende billedfortælling, der kunne læses i rækkefølge, og regnes som stamfaderen til den politiske karikatur. Tre navne, der fulgte hans spor, bragte genren til sit højdepunkt i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet: James Gillray (1756-1815), Thomas Rowlandson (1757-1827; i nogle kilder angives fødselsåret som 1756) og George Cruikshank (1792-1878). Alle tre tog ofte piberygere og rygeklubber som motiv. Trykkene blev som regel mangfoldiggjort ved kobberætsning; de sort-hvide eksemplarer blev efterfølgende håndkoloreret. Derfor findes der forskellige farvevarianter af samme billede i omløb. Det fælles træk ved de tre er, at de ikke tegnede piben alene, men sammen med det rum og det fællesskab, der omgav den; rygeren fremstår som en type i mængden. Det nævnes, at Cruikshank i sin sene alder sluttede sig til afholdsbevægelsen og også udgav skrifter mod tobak.