Globaliseringen af Pibelitteraturen

Globaliseringen af pibelitteraturen beskriver, hvordan bøger skrevet om pibe og tobak bevæger sig ud over det sprog, de er skrevet på, og når andre læserkredse gennem oversættelse eller tosprogede udgaver. Feltet har fra begyndelsen været lille: pibebøger har på intet tidspunkt udgjort en udgivelsesgren med store oplag, og antallet af oversættelser har også været beskedent.

Ikke desto mindre har der i næsten hundrede år været en uafbrudt oversættelsestrafik. Den amerikanske forsker Ben Rapaports samling, udgivet i 2022 og senere udvidet, har gjort omfanget af denne trafik synligt ved at samle flersprogede udgaver af omkring halvtreds forfattere i én liste.

Flersprogede Klassikere

Feltets mest oversatte titler er samtidig blandt de ældste. Egon Caesar Cortis tobakshistorie, oprindeligt skrevet på tysk, blev oversat til engelsk under titlen A History of Smoking i 1931 og genudgivet i 1996. The Pipe Book fra 1924 af Alfred Dunhill, grundlæggeren af mærket Dunhill, er blandt listens tidligste titler; ifølge optegnelserne blev bogen oversat til japansk i 1971 og til tysk i 1982, mens samme forfatters The Gentle Art of Smoking fra 1954 fik spanske og danske udgaver året efter. Den spanske forfatter Joaquín Verdaguers bog om kunsten at ryge pibe blev udgivet på tysk og svensk og til sidst på engelsk i 1958 under titlen The Art of Pipe Smoking. Georges Herments Traité de la Pipe fra 1952 fik to år senere den engelske titel The Pipe; Alexis Liebaert og Alain Mayas omfattende historieværk, udgivet på fransk i 1993, kom i omløb med tyske, engelske og italienske udgaver samme år, 1994. J. M. Barries humoristiske bog My Lady Nicotine fra 1890 fandt derimod først sine oversættere med over hundrede års forsinkelse; de italienske, franske og tyske udgaver er udgivet inden for de sidste tyve år.