Den Italienske Håndlavede Pibes Korte Historie

Den italienske håndlavede pibe er den gren af briar-piben, der åbnede sig sent, men hurtigt fik sin egen identitet. Frem til midten af det 20. århundrede var branchens centrum Frankrig, der frembragte størstedelen af de formvarianter, der bruges i dag, samt England, hvor huse som Dunhill, Charatan og Comoy's holdt til.

Italien trådte ind på scenen ikke ved at bygge fabrikker, men ved at lade nogle få-mands værksteder gennemføre hele arbejdet i hånden fra start til slut; derfor er landets bidrag mere en værkstedshistorie end en industrihistorie.

Begyndelsen i Cantù

Kædens første led er Castello. Værkstedet, som Carlo Scotti åbnede i 1947 i byen Cantù ved Como, blev grundlagt i et miljø kendt for møbel- og træarbejde. Produktionen fortsætter i dag i samme skala: hver pibe færdiggøres af hænderne på en håndfuld mestre.

To valg adskilte mærket fra periodens sædvanlige produkter. Det første var mundstykkematerialet: i stedet for hård gummi (ebonit), der med årene oxiderer og mister farve og smag, blev der brugt akryl. Materialet føles hårdere mod tænderne, til gengæld holder overfladen sig. Det andet var overfladebehandlingen: kop og skaft blev færdiggjort med en dyb tekstur, udhugget i hånden i stedet for sandblæst. Denne rustikke overflade blev senere mærkets signatur under navnet Sea Rock. Formerne lå i de første år tæt på det engelske repertoire og fandt først sine egne proportioner i de følgende årtier. Detaljer om diskussionen om mundstykkemateriale kan findes i artiklen mundstykkematerialer.

Ifølge overleveringen fandt mærket sine første købere på den anden side af Atlanten i 1950'erne; efterspørgslen oversteg hurtigt, hvad værkstedet kunne producere. Ved 1970'erne var Castello ikke længere blot et mærkenavn i udlandet, men var blevet en eftertragtet signatur.