Hvad Afgør en God Briar-pibe?

Hvad afgør en god briar-pibe har intet entydigt svar; nogle af kriterierne knytter sig til materialets målelige egenskaber, mens andre forbliver helt subjektive. Alligevel findes der i miljøet en bredt accepteret vurderingsramme: rodens alder og struktur, tørringens kvalitet, hovedets bearbejdning, mundstykkets udførelse og finishen.

En af de tidlige tekster, der behandler emnet samlet, er en artikelserie i to dele, udgivet i 1985 i tidsskriftet Pipe Smoker, skrevet af piberogs-importøren R. D. Field; Field var i samme årrække også med til at grundlaegge maerket Ashton.

Rodens Alder og Åring

Den del, der bliver til en pibe, er briarens rodknold under jorden. Ifølge optegnelserne graves knoldene op i en alder af mellem tredive og tres ar; i handelstraditionen anses en aeldre og langsommere voksende rod for at være bedre, fordi den taettere struktur bedre modstår gloden og de vaesker, der opstar under rygningen. Åringens taethed betragtes som den mest praktiske alderindikator; uanset om mønstret er flamme (flame) eller fugleøje (birdseye), antages roden at være aeldre, jo taettere linjerne ligger. På en poleret overflade kan åringen aflaeses med det blotte øje, mens den på et sandblaest hoved kun kan vurderes ud fra den skrabede overfladestruktur.

Rodens geografiske oprindelse er også et omdiskuteret emne. Briar kommer fra Middelhavsområdet, primaert Italien, Graekenland, Spanien, Frankrig og Nordafrika; blandt samlere anses nogle regioner for at have højere anseelse end andre. Det påpeges dog ofte, at denne skelnen ikke hviler på et objektivt kriterium, og at lige så god rod kan komme fra enhver af kilderne.

Skelnen mellem "han-rod" og "hun-rod", som optraeder i aeldre handelslitteratur, har ingen botanisk modstykke: I lyngfamilien (Ericaceae), som troelyngen tilhorer, er blomsterne tvekønnede, det vil sige, at der ikke er tale om en art opdelt i han- og hunindivider. I praksis er termerne kun blevet brugt til at skelne tynde og lette knolde fra korte og taette.