Træer Der Er Søgt Som Alternativ til Briar

Træer, der er søgt som alternativ til briar, er et dossier i piberøgningens historie, som gang på gang åbnes og hver gang lukkes samme sted. Efter at lyngrod (briar) blev taget i brug som kammermateriale midt i 1800-tallet, søgte værksteder, fagpresse og statslige institutioner efter et træ, der kunne tage dens plads. På omkring hundrede og halvfjerds år blev snesevis af arter afprøvet; ingen blev varig.

Træet Der Satte Målestokken

Rodknolden fra træagtig lyng (Erica arborea), der vokser i Middelhavsområdet, graves op i en alder af tredive til tres år, koges i timevis og tørres i måneder. Det resulterende materiale er hårdt og tæt, tåler varme og blander ikke sin egen duft ind i tobakkens aroma. En kandidat-træsort skulle besidde ikke blot én, men alle disse egenskaber; udvælgelsen stoppede oftest allerede her.

Beslægtede Knolde og Havetræer

Søgningens mest lovende gren var briars botaniske slægtninge. Bjergkalmia (Kalmia latifolia), rhododendron og Californiens manzanita (Arctostaphylos) hører til lyngfamilien og giver rodknolde, der er meget store i forhold til deres stængler. Ligeledes blev knolde af vild syren (Ceanothus) afprøvet i Californien. Det er dokumenteret, at bjergkalmiaens rod blev brugt til kammerfremstilling i krigsårene, hvor importeret briar ikke kunne skaffes.

Den anden gren var almindelige skov- og havetræer. Cope Bros & Co's handelspublikation Cope's Tobacco Plant, udgivet i Liverpool, opregnede ifølge kilderne syvogtyve træer, der var afprøvet til pibefremstilling i 1876, og udvidede listen til fireogtredive nogle år senere; el, birk, buksbom, kirsebær, ahorn, eg, pære og valnød var de faste navne på disse lister. Nogle engelske værksteders brug af morta i samme periode optræder ikke på listerne. Ifølge Angus Duncan Websters bog A Handbook of Forestry fra 1920 var æble, fransk briar, amerikansk sortgummi (red gum), ibenholt, birk og oliven de mest brugte pibetræer i USA i 1912.