Pibeblandinger fra Det 19. Århundrede: Forfalskning og Opskriftsbøger

Pibeblandinger fra det 19. århundrede adskiller sig fra nutidens tobakker, ikke kun med hensyn til snit og emballage, men også med hensyn til sammensætning. En stor del af det, man ved om, hvad datidens kommercielle pibetobakker indeholdt, kommer fra fagbøger, der ikke henvendte sig direkte til forbrugeren, men til fabrikanten. Disse bind beskriver, hvordan bladet skulle sødes, aromatiseres og farves, og dokumenterer samtidig mellem linjerne, i hvor høj grad tiden kæmpede med tobak af ringe kvalitet.

Forfalskningsproblemet og De Første Kontroller

Iblanding af fremmede stoffer i tobak blev i Storbritannien gennem hele 1800-tallet betragtet som et alvorligt skatte- og forbrugerproblem. Skattevæsenet oprettede i 1842 et lille laboratorium ved sit hovedkontor på Broad Street i London for at forhindre forfalskning af tobaksprodukter; i begyndelsen lå ansvaret næsten udelukkende hos én embedsmand, George Phillips. I 1851 satte den analytiske og sanitære kommission, som Thomas Wakley oprettede på vegne af The Lancet, og hvis analyser blev udført af Arthur Hill Hassall, en række forbrugsvarer under lup, fra brød til sukker og fra peber til kaffe; tobak var også på listen. Det pres, der opbyggede sig i offentligheden, førte til den første forfalskningslov i 1860, den anden i 1872 og til fødevare- og lægemiddelsalgsloven i 1875. Skattelaboratoriets ansvarsområde blev i denne proces udvidet fra fødevarer til drikkevarer; i 1894 blev det slået sammen med toldlaboratoriet og blev til det officielle Government Laboratory, og i 1897 flyttede det ind i sin nye, formålsbyggede bygning.