Piber Der Ikke Kan Ryges: Glas og Pratt Ware

Piber der ikke kan ryges er fællesbetegnelsen for genstande, der har form som en pibe, men ikke er designet til at ryge tobak i. I England peger to produktgrupper sig ud i denne kategori i perioden fra slutningen af 1700-tallet til begyndelsen af 1900-tallet: glaspiber og de reliefdekorerede lergodspiber, der kendes som Pratt Ware.

Det, der adskiller begge fra en funktionel pibe, er det samme: en ikke-porøs krop, et materiale, der ikke tåler varme, og en røgvej, der ikke kan renses. I museumsregistre klassificeres disse stykker som pyntegenstande. Overskriften her er lånt fra titlen på Carol Sheehans bog fra 1981 om argillit-piber.

Glaspiber

De genstande, glaspustere lavede til sig selv af overskudsglas ved vagtens afslutning, kaldes på engelsk frigger, whimsy eller "end-of-day"-arbejde. Denne skik, som i registreringer kan spores tilbage til Tyskland i det 15. århundrede, opnåede sin egentlige udbredelse i det 19. århundrede, hvor piben, ved siden af stok og støvle, blev en af de tilbagevendende former. Det oftest nævnte centrum er Nailsea-glashytten, som John Robert Lucas grundlagde i Somerset i 1788, og som lukkede i 1873. "Nailsea-glas" er dog i dag mere et stilnavn end en værkstedsbetegnelse: da andre glashytter, især i Bristol og Stourbridge, også arbejdede med de samme teknikker, er det ofte umuligt at forbinde et bevaret stykke med det centrum, det blev fremstillet i.

I dekorationen vikles smeltet glas som tråde om kroppen, eller latticino-teknikken anvendes; plettede, bølgede og ringede mønstre er typiske. Da glas ikke tåler varme, var disse kroppe fra starten ikke tænkt til at blive tændt. De eksemplarer, der i kilderne nævnes som over en meter lange, var derimod udelukkende beregnet til tobakshandlerens udstillingsvindue. I Victoria and Albert Museums samling findes en engelsk glaspibe (C.189-1912) dateret til begyndelsen af det 19. århundrede.