Kiseru (Japansk Pibe)

Kiseru er Japans traditionelle tobakspibe: i den ene ende sidder et lille metalkammer, ikke større end et fingerbøl, i midten et tyndt skaft, og i den anden ende igen et mundstykke af metal. Den typiske længde er mellem 15 og 25 centimeter.

Den tog form efter tobakkens ankomst til Japan i 1570'erne og blev allerede i begyndelsen af 1600-tallet så udbredt, at den blev nævnt selv i undervisningstekster til børn. I Edo-perioden blev den både betragtet som en genstand for daglig vane og som en udsmykket genstand, der viste ejerens position. I pibens verdenshistorie repræsenterer kiseru en gren, der udviklede sig uafhængigt af Vestens træ- og lertraditioner.

Opbygning og Hovedtyper

Kiserus klassiske form består af tre dele. Metalhovedet, dannet af kammeret og bøjningen under det, kaldes gankubi (雁首, ordret "gåsehals"); i nogle kilder kaldes selve kammeret desuden hizara. Det mellemste skaft kaldes rao (羅宇); navnet siges at stamme fra det laotiske bambusrør, man foretrak til formålet. Mundstykket kaldes suikuchi (吸口), og de metalhylstre, hvor skaftet sidder i de to ender, kaldes kata.

Den mest udbredte type er rao-kiseru, hvis skaft er lavet af bambus (sjældnere af et hårdt træ). I den anden type, nobe-kiseru, findes der ingen bambus; kroppen er fra ende til anden af metal og kaldes do. Inden for metalarbejdet dominerer messing og sølv, men eksemplarer af glas eller keramik kendes også. Undertyperne adskilles efter tværsnittet af kata i rao-kiseru og af do i nobe-kiseru; i japanske kilder nævnes navne som sekishu (石州), joshin (如心), natamame (刀豆), tazuna (手綱) og kodai-ji (光大寺). For eksemplarer med usædvanlig krop bruges i kilderne betegnelsen kawarigata.

Ordets oprindelse er omdiskuteret: det foreslås både, at det stammer fra et khmer-ord, der betyder "rør", og at det er afledt af det portugisiske eller spanske udsagnsord for "at suge".