Asbestpibe

Asbestpiben er et kammermateriale, der dukkede op i sidste fjerdedel af 1800-tallet og blev helt opgivet omkring en generation senere. Den blev fremstillet ved at støbe asbestfibre med et bindemiddel eller ved at pensle et kammer af et andet materiale med et asbestforet lag indvendigt; hos tobakshandlerne stod den side om side med briar-, merskum- og lerpiber. I fortællingerne om pibens historie tildeles den i dag meget lidt plads.

Asbestens Agtede År

Asbest, hvis navn stammer fra et oldgræsk ord for "uslukkelig", var i anden halvdel af 1800-tallet industriens yndlingsmateriale: isolering, brandgardiner, bremseklodser, maskinpakninger. Mineudvindingen i Thetford-lejerne i Québec, Canada, som begyndte i 1870'erne, gjorde fibren både rigelig og billig i løbet af få årtier. Med et brandsikkert, let råmateriale, der let kunne formes, er det ikke overraskende, at pibemagerne forsøgte sig med det.

Den første registrering af faren falder i samme periode. Storbritanniens årsberetning fra fabriksinspektoratet fra 1898, baseret på observationer fra en af de første kvindelige fabriksinspektører, Lucy Deane Streatfeild, dokumenterede asbeststøvets skadevirkning. Til gengæld varede det til 1924, før sygdommen først blev beskrevet i den medicinske litteratur, og til 1931, før den første regulering af den britiske asbestindustri blev udstedt.