Ulmer Maserholzpfeifen (Ulm-piber af Maser-træ)

Ulmer Maserholzpfeifen er fællesbetegnelsen for de piber, der i og omkring Ulm i Sydtyskland blev udskåret af trærødder og stammesvulster, og som for det meste blev fuldendt med et udsmykket sølvlåg. Denne produktion, der blev udbredt længe før briar (funda-rod) kom til de europæiske bænke, blev aldrig optaget under et lavs tag og forblev derfor til det sidste en landlig bibeskæftigelse; alligevel affødte den en pibetype, der bærer egnens navn.

"Ulm" her betegner ikke kun den nuværende by, men også det brede opland, som byen havde overherredømme over: Geislingen, Söflingen, Pfuhl, Waldstetten og Rechberg er kendte led i dette netværk.

Et Håndværk Uden Lav

Ifølge kilderne er det tidligst kendte dokument om emnet dateret 1695. To håndværkere, der oplyser, at de i nogle år har fremstillet trætobakspiber og beklædt hovederne med sølv- og tombakplader, anmoder byrådet om et regelsæt og lavstatus; kravet afvises samme sommer med den begrundelse, at de hverken har lært faget efter reglerne eller styrket det gennem vandreår. Tyve år senere, da pibemagerne i Geislingen oplyser, at de er halvtreds i tal og ønsker deres eget lav, forbliver resultatet det samme; det andet afslag i 1716 fastlåser pibemageriet permanent i kategorien "frit håndværk". Dette havde to sider: der var ingen krav om mesterret, læretid eller begrænsning af antallet af arbejdere, men pibemagerne stod til stadighed i strid med de laugsbundne håndværkeres salgsrettigheder; i 1824 blev endog handel med piberør lukket for dem.

At det var en bibeskæftigelse, gjorde ikke værkstederne små. Ifølge kilderne beskæftigede to brødre, der var pibemagere, i 1790 foruden deres egen bænk i Ulm snesevis af mennesker i deres hjem i bosættelser som Langenau, Rechberg og Söflingen. Ikke desto mindre oversteg antallet af dem, der betragtede dette arbejde som deres primære levebrød, aldrig femogfyrre mellem slutningen af 1700-tallet og 1812. I Waldstetten er det i lokale registre nedskrevet, at omkring tres mestre beskæftigede sig med dette arbejde omkring 1790-1800.