Antik Pibe- og Briar-Samling: To Adskilte Kulturer

Antik pibe- og briar-samling regnes for to adskilte beskæftigelser, selvom de er opbygget omkring den samme genstand. Fordi materialet i den indsamlede genstand, vejen til at få fat i den og de anvendte videnskilder er forskellige, overlapper de to fællesskaber kun i begrænset omfang.

En af de tekster, der direkte tager emnet op, er essayet "The Great Divide: You Are What You Collect" af den amerikanske samler og tobakshistoriker Ben Rapaport; forfatteren understreger her, at han fremlægger en iagttagelse til debat og ikke en bevist konklusion.

Beskæftigelsens Historie

I den socialhistoriske litteratur behandles indsamling af tobaksgenstande for det meste som en del af det 20. århundredes forbrugerkultur; det er den linje, man finder i Matthew Hiltons vurdering i bogen Histories of Leisure (Berg, 2002), redigeret af Rudy Koshar, hvor Hilton har forsket i tobaksforbrugets historie. Der findes til gengæld eksempler, der viser, at vanen går langt længere tilbage. Den engelske ingeniør og antikvitetshandler William Bragge (1823-1884) opbyggede en samling på omkring tretten tusinde piber samt et bibliotek, der dækkede tobakspublikationer på næsten alle sprog. Han udarbejdede den første liste over tobaksbibliografien baseret på denne samling i 1874 og udgav den udvidede 248 sider lange Bibliotheca Nicotiana i 1880. En del af den samling, Bragge testamenterede til folkebiblioteket i Birmingham, gik tabt i branden i 1879. I det 20. århundrede huskes Alfred Dunhill, der udgav The Pipe Book i 1924, både som producent og samler.