Lerpibernes Korte Historie

Lerpibernes historie begynder med, at tobakken krydsede Atlanten og slog rod i Europa, og fortæller om, hvordan dette billige, skrøbelige redskab i omkring tre århundreder forblev almindelige menneskers hverdagsgenstand. Selve materialet og fremstillingsteknikken behandles i opslaget om lerpiben; det, der følges her, er håndværkets stigning og fald.

Udbredelsen af en Ny Vane

At man begyndte at ryge lerpibe i England, dateres til den sidste fjerdedel af det 16. århundrede, da Virginia-tobakken nåede øen; de første skriftlige vidnesbyrd stammer også fra denne periode. Selvom navnet Sir Walter Raleigh, kendt for sine ekspeditioner til den nye verden, ofte nævnes i forbindelse med udbredelsen af vanen, er det omdiskuteret, hvor meget af denne fortælling der bygger på dokumentation, og hvor meget der senere er blevet til legende. At kontinentets oprindelige folk havde brugt piben som ceremonielt redskab i århundreder, er derimod solidt arkæologisk belagt.

Den nye vane mødte modstand fra begyndelsen. Jakob 1. tog i 1604 i skriftet A Counterblaste to Tobacco åbent afstand fra tobakken og hævede samme år importafgiften til seks shilling og otte pence per pund. I nogle europæiske lande mødte rygerne langt hårdere straffe. Til gengæld troede man, at tobaksrøg beskyttede mod pestepidemier, og datidens overbevisning betød, at selv børn ifølge kilderne fik lov til at ryge pibe. Hverken skat eller forbud stoppede udbredelsen.