Pibernes Dronning: Merskums Anseelse og Antikke Arv

Pibernes dronning er den betegnelse, der i 1800-tallets handelslitteratur og tobakspresse blev brugt om merskum; i samme periodes tekster ses også formen "pibernes konge". Selvom tillægsordet skifter, er meningen den samme: Gennem størstedelen af århundredet var merskums overlegenhed blandt piberhovedmaterialer ikke til diskussion. Denne artikel handler om, hvad titlen bygger på, hvordan den stiftende fortælling om materialet forholder sig til arkiverne, og hvordan glansperioden endte.

Grundlaget for Titlen

Merskums (sepiolit) anseelse udspringer af, at to fysiske egenskaber mødes i samme sten. Den porøse struktur absorberer den fugt og tjære, der frigives under forbrænding, hvilket betyder, at hovedet opvarmes langsomt, og at trækket forbliver mildt i lang tid. For det andet er stenen, når den kommer op af bruddet, blød nok til at give efter for kniv og fil, men bevarer den givne form, når den er tørret. Dermed kan et enkelt stykke både ryges og bearbejdes med alle udskæringsteknikker fra relief til gravering.

Periodens øvrige alternativer tilbød ikke denne kombination. I første halvdel af 1800-tallet havde en ryger enten billige, men skrøbelige lerpiber, porcelænshoveder, der var støbte og ikke særlig velegnede til udsmykning, eller træpiber med relief på overfladen; porcelænshovedet blev oftest brugt med et langt skaft af kirsebærtræ. Fabriksfremstillede briar-piber blev først udbredt i århundredets anden halvdel og henvendte sig med deres enkle former til en helt anden smag. Når et merskumshoved blev fuldendt med et drejet mundstykke af rav, gik genstanden fra at være et redskab til at ryge tobak i til at høre hjemme i de dekorative kunsters domæne. Denne produktions omfang og motivrepertoire behandles yderligere i artiklen udskårne merskumspiber fra 1800-tallet.