Tobakskureringsmetoder

Under kureringen nedbrydes bladets klorofyl, en del af stivelsen omdannes til sukker, og farven skifter fra grøn til gul, brun eller næsten sort. Valget af varmekilde, varighedens længde og om bladet kommer i kontakt med røg, afgør sukkerindholdet, nikotinen og aromaen i den færdige tobak. Derfor kan man af samme plante, alt efter metode, fremstille tobakker med meget forskellig karakter.

De Fire Grundmetoder

De sorter, der udgør grundstammen i pibetobak, kureres traditionelt efter en af fire hovedmetoder:

Varmluftskuring og "Bright Leaf"

Ved varmluftskuring (flue-curing) tørres bladet i en lukket lade, hvor varmen fra en ovn uden for laden fordeles gennem rør (flue); røgen berører ikke bladet. Temperaturen hæves gradvist: først en gulning ved omkring 35-40 grader, derefter tørring af bladet og hovedribben ved en temperatur, der kan nå op til 75 grader. Den hurtige, røgfrie proces bevarer størstedelen af bladets sukkerindhold; resultatet er en lys gul, sødlig Virginia.

Denne teknik siges at være opstået ved et uheld. Ifølge optegnelserne skete det i 1839 på Abisha Slade-gården i Caswell County i North Carolina, da en smed ved navn Stephen, der arbejdede der som slave, kastede forkullet træ på en kurringsild, der var ved at gå ud; den pludselige varmestigning fik bladet til at skifte til levende gul farve, og dermed opstod den tobak, der kaldes "bright leaf" (skinnende blad). Metoden bredte sig hurtigt og gjorde regionen til et centrum for tobaksproduktion.