Ordet Pipos Oprindelse

Ordet pipo er meget ældre end det redskab, det betegner, og har oprindeligt intet at gøre med tobak. Hele den vestlige ordfamilie pipe, pipa, Pfeife går tilbage til det latinske udsagnsord pipare, som efterligner en fugleunges pippen. Det folkelatinske pipa, der er afledt af udsagnsordet, var navnet på det rørformede, enkle blæseinstrument, der frembragte denne tynde lyd.

Det navn, der i dag betegner tobaksredskabet, var først navnet på en fløjte og siden på enhver form for rør. Pipoens verdenshistorie gør denne forsinkelse mindre overraskende: genstanden fandtes i århundreder, før den fik sit navn.

Fra Instrument til Rør, fra Rør til Tobaksredskab

Ordet kom ind i oldengelsk i formen pīpe, hvor det også betegnede instrumentet. Samme rod lever videre i tysk Pfeife, hollandsk pijp, dansk pibe, svensk pipa samt italiensk og spansk pipa. På engelsk udvidedes betydningen trin for trin: i slutningen af 1300-tallet blev ordet brugt om kanaler i kroppen, i midten af 1400-tallet om orgelpiber. Derefter fulgte en indsnævring i modsat retning, hvor den generelle betydning "rør" blev til det specifikke navn på ét bestemt redskab. Etymologiske kilder daterer tobaksbetydningen til 1590'erne; ifølge Alfred Dunhill er den ældste registrering i den store engelske ordbog fra 1594. Der findes ingen bevaret kilde, der viser, hvem der først knyttede ordet til redskabet, eller i hvilket præcise år det skete.