Tyrkiets Tobaksregioner

Tyrkiets tobaksregioner udgør hjemstedet for det, der i verdens pibeblandinger kaldes "Turkish" eller "Oriental", altså den orientalske tobak. Denne aromatiske tobaksgruppe med små blade, tørret i solen, er blevet dyrket siden Osmannerrigets tid i et bredt geografisk område, der strækker sig fra Ægæerhavet til Sortehavet og fra Thrakien til Sydøstanatolien.

Ifølge optegnelserne fandt den første kommercielle dyrkning af tobak på osmannisk jord sted i 1583 omkring Milas i Menteşe-sanjakken, og ved slutningen af det 16. århundrede havde dyrkningen bredt sig til et stort område fra Aydın og Bursa til Rumelien. Tobakkens ankomst til Det Osmanniske Rige er en historie for sig selv; denne artikel behandler derimod de regioner, hvor planten slog rødder på denne jord.

Ægæerhavet: Izmir-tobak

Izmir-tobak, der i vestlige kilder omtales under sit historiske navn Smyrna, anerkendes i dag som den mest udbredte oprindelse og udgør omkring halvdelen af verdens produktion af orientalsk tobak. Bladene er meget små; efter høsten trædes de på snore og tørres i solen. Sukker- og æteriskolieindholdet er højt, og nikotinindholdet er lavt, selv blandt orientalske tobakker; det giver blandingen en let syrlig-sød, brødagtig-krydret karakter. I det 19. århundrede var det blad, der blev eksporteret fra Izmirs havn, en eftertragtet råvare for den egyptiske og engelske cigaretindustri; en betydelig del af det tyrkiske blad, der blev brugt i cigaretter af amerikansk blandingstype, som begyndte med Camel i 1913, kom også fra Izmir. I pipeverdenen består den "orientalske" komponent i engelske blandinger overvejende af Izmir-tunge blandinger.